Nyt liv til multibanen i Ellemarken
Tekst: Kenneth Wöhlisfelt
Foto: Thomas Brolyng Steen
Der var musik, hotdogs og højt humør, da Ellemarken i fredags igen kunne tage deres populære multibane i brug. Banen er gennem tiden blevet brugt flittigt og dét sætter sine spor. Derfor har drenge fra Ellemarken brugt en uge af deres ferie på at gøre den spilleklar igen.
Banderne rundt om banen er blevet slebet ned og har fået olie – og så kom kunstneren Helle Witte fra Køge Billedskole forbi og gav en hånd med så banderne igen fremstår i flotte farver og i et spændende udtryk.
Jan Mansur Hussain er fritidskonsulent i Køge Kommune, hvor Ellemarken ligger – og han har været tovholder på projektet.
- Det har været en skøn dag, hvor vi er nået i mål med det, vi havde planlagt. Jeg tror godt, jeg kan sige, at drengene der har arbejdet, er godt trætte nu. De har gjort en stor indsats for at gøre deres område fint. Så nu kan de godt tage på ferie med god samvittighed og lidt penge på lommen, smiler Jan Mansur Hussain. Drengene er nemlig med i områdets lommepengeprojekt – og de har fået løn for deres indsats.

Det har været super sjovt
- Men det er virkelig så velfortjent. De unge har arbejdet hårdt – og nogle gange har de også været trætte, men de gjorde det færdigt. I løbet af dagen i dag har der været mange beboere forbi og sagt tillykke. Nogle er også kommet med en lille gave til os. Her til slut havde vi så en lille seance, hvor de unge kunne fortælle, hvordan det har været at være med. Et par stykker blev lidt generte, men det klarede de også, siger Jan.
En af drengene der har arbejdet hele ugen er 14-årige Ahmad Assaad, der bor i Ellemarken med sin familie.
- Jeg synes det har været super sjovt. Jeg har jo været her sammen med mine venner alle dagene. Vi har hygget, men vi har også arbejdet meget, synes jeg.
Ahmad bruger multibanen en del. Ja, faktisk kommer han fire gange om ugen.
- Vi går på banen for at spille fodbold. Det er en fin bane, men jeg er glad for at den nu er blevet noget pænere. Vi har længe ønsket os at den fik lidt flere farver, så den ikke var så kedelig at kigge på. Men det er en bane med et fint underlag. Når vi er dér, så møder vi også andre og nogle gange får man nye venner. Det er fedt, siger Ahmad, der i øvrigt også løb med 1. pladsen i dagens konkurrence om at spise flest hotdogs.


Enig bestyrelse
Multibanen i Ellemarken har altid været populær. Den bruges naturligvis af områdets børn og unge, men også institutioner og byens andre unge kender til den og kommer jævnligt forbi.
- Jeg synes det er dejligt, at vi har en så attraktiv aktivitet. Vi glæder os over at andre i Køge også har lyst til at komme her og besøge os. Det er mit indtryk, at de unge selv passer godt på området, siger Birgit Nielsen, der er formand for Ellemarken.
- Da vi havde corona var området ved multibanen også meget populært. Det var jo et af de få steder, hvor de unge kunne mødes og være sammen, fordi det var en udendørs aktivitet. Det koster os jo lidt penge at sætte banen i stand, men det var en fuldstændig enig bestyrelse, der sagde ja til at bevilge beløbet, slutter formanden.
Lige nu venter Ellemarken på de sidste tilladelser således at de også kan sætte skaterbanen i stand med nye og flere ramper. Skaterbanen er en del af området ved multibanen.
FAKTA: Ellemarken er en moderne fireetagers bebyggelse - og en del af Køge almennyttige Boligselskab. Bebyggelsen består af 1.125 boliger og ligger tæt på centrum af Køge.


Ny brochure skal hjælpe ældre blive længere i egen bolig
Ved du, hvad der skal kendetegne DAB i fremtiden?
Spørg os
-
Hvor står jeg på ventelisten?
Du finder din plads på ventelisten ved at logge ind på "Min side" og klikke på fanen "Min boligsøgning" øverst.
Klik derefter på "Mine opskrivninger" i venstre side af skærmen.
Her kan du for hvert boligselskab se, hvilken plads du har på ventelisten til de forskellige boligtyper.
Klik på "+Vis boliger du er skrevet op til".
Hvis du ikke kan huske din adgangskode, kan du trykke på knappen "Få din adgangskode." Derefter skal ud indtaste din e-mail adresse eller dit interessentnummer. Hvis dette ikke fungerer, kan du ringe til Servicecentret på telefon 77 32 00 00, hvor du kan få hjælp.
-
Sidst var jeg nr. 50 på ventelisten, hvorfor er jeg nu nr. 52 på ventelisten?
Din placering på ventelisten kan 'gå op og ned' afhængig af, om de andre personer på ventelisten vælger at være aktive eller stille deres ansøgning i bero.
Alle personer på ventelisten er dog placeret efter, hvor længe de har stået på ventelisten.
-
Vi kan desværre ikke finde et svar til dig.
Forsøg at formulere dit spørgsmål anderledes, eller kontakt os
- Se flere svar