Ved du, hvad der skal kendetegne DAB i fremtiden?

Tekst: Kenneth Wöhlisfelt
Foto: Thomas Brolyng Steen
Han står lige dér.
Med solen i ryggen og iført kasket, shorts, t-shirt og sandaler. Rundt om ham spiller beboere fra mange boligafdelinger petanque. Selv er han også med. Venter på at det skal blive hans tur til at kaste metalkuglerne i gruset. Nogle drikker kaffe ved bordene foran, andre har åbnet en kold øl. Der snakkes, grines og pjattes. Vi kan kalde det for fællesskab.
Og det er lige præcis fællesskab denne historie handler om.
Fællesskabet er nemlig noget af det vigtigste for manden med kasketten. Han hedder Ole Jacobsen og er administrerende direktør for DAB. For ham skal fællesskabet være det folk tænker på, når man taler om DAB. Det skal være organisationens DNA, men det vender vi tilbage til lige om lidt.
Lige nu står Ole Jacobsen på en petanquebane i Solrød. Sommerferien er lige begyndt, men Ole er med fordi DAB’s Aktive fællesskaber afvikler det første mesterskab i petanque - nogensinde. Boligafdelinger fra hele Sjælland er kommet for at spille mod hinanden, men mest af alt er de kommet for at dyrke fællesskabet – og det tiltaler i den grad Ole Jacobsen.

Fra venstre: Ole Jacobsen, administrerende direktør i DAB, Carina Seifert, direktør for udvikling og strategiske samarbejder og Anders Kristiansen, økonomidirektør.
Plads til alle
- Det her i dag ér DAB. Det er fællesskaber som denne, vi skal være kendt for. Når andre taler om DAB, så skal de tænke på vores aktive fællesskaber som vi skaber og understøtter, siger Ole Jacobsen og fortsætter:
- Aktive fællesskaber er glade børn og voksne. I vores fællesskaber er der plads til alle – og jeg mener alle. Hos os kan alle være med. Når folk taler om DAB, så skal de vide, at fællesskaberne er vores DNA. Det er nerven hos os.
Ole Jacobsen ved godt, at de sidste par år har været en prøvelse for fællesskaberne. Corona-epidemien langtidsparkerede samværet og mange aktiviteter.
- Coronaen gjorde ondt. Alt for mange måtte sidde alene, og for en del beboere blev dagene lange, alt for lange. Men nu er vi heldigvis tilbage, og vi kan igen være sammen. Der er ingen grund til at spare på samværet, slår Ole Jacobsen fast.
En god snak
Nu er det Ole Jacobsen, der skal på banen sammen med sine direktionskollegaer Carina Seifert og Anders Kristiansen. Mens de spiller kan vi lige nå at fortælle, at fællesskabet med andre boligafdelinger ikke blot er sjovt og spændende for beboerne. Det er også vigtigt for hele direktionen i DAB. Og det er også derfor, at de næsten er mødt fuldtalligt op i Solrød på en lørdag i sommerferien.
- Det er jo det her, det hele handler om. Mens vi går og spiller, får jeg mig en god snak med mange af beboerne. Jeg hører, hvad der rør sig ude omkring i boligafdelingerne. Det giver mig så meget at tænke over. Og så giver det rigtig god mening, når jeg er tilbage bag skrivebordet på mandag: Dagen i dag er jo med til at fortælle mig, hvilken vej DAB skal i fremtiden, og hvilke forventninger og drømme beboerne har til os. Og det lytter jeg meget opmærksomt til, slutter Ole Jacobsen.
En kværn af ældre dato
Fællesskab er mange ting: en gåtur, fællesspisning, petanque, klubber og foreninger og meget mere. Et fællesskab begynder ofte med en snak om en interesse der kan deles, og møder du Ole Jacobsen en dag og ikke lige ved, hvad du vil sige, så kan du jo altid spørge til hans interesse: en motorcykel, en kværn af lidt ældre dato, kan vi godt sige uden at genere ham. Så er snakken i gang og spiren til et fællesskab får vand.
Har du fået mod på et fællesskab der, hvor du bor, men mangler lidt hjælp? Så grib telefonen og ring til Michael eller Christine i DAB’s Aktive fællesskaber. De står klar til at hjælpe dig på vej.
Held og lykke med dit fællesskab derude.


Kontakt Aktive fællesskaber i DAB,
hvis du vil vide mere om, hvordan I starter en petanque-klub i din boligafdeling.
Chefkonsulent Michael Wulff: 77 32 01 02
Fællesskabskonsulent Christine Wenstrup: 77 32 01 13
