Nu er det tid til alt det grønne
Af John Peters
De fleste kender de mange frodige, grønne altaner og haver fra rejser sydpå. Men uden det store besvær kan vi også herhjemme få de smukkeste altaner og haver med nytteplanter, blomster og et væld af farver og dufte.
Brug altanen
En altan kan forvandles med de rigtige planter, som ikke er svære at få til at gro. Især krydderurter er blevet utroligt populære, da de er nemme at pleje, og fra tidligt forår til sent efterår er der masser af dejlige urter at vælge imellem.
Køb nogle poser med frø og plant frøene i potter i en vindueskarm. Lys er vigtigt, og sørg altid for at vande efter den anvisning, der står på posen. Lav en trækasse eller få fat i en stor flamingokasse, og fyld den med almindeligt blomstermuld. Når frøene i vindueskarmen spirer, og udendørstemperaturen er over 15 grader i dagtimerne, plantes frøene over i kasserne.
Haven er også parat
Også de beboere der har have, kan godt begynde at iføre sig havehandskerne. Kartofler er klar til forspiring. Køb en pose ganske almindelige vinterkartofler og find et mørk og lunt sted at lægge dem. Når de er forspiret, og nattefrosten er væk, kan de plantes i en såbænk eller i en køkkenhave. En anden god plante, der ikke kræver så meget plads, er det såkaldte søjle-frugttræ, som blot skal plantes i store krukker. De findes i både æble, pære og blommesorter, de pynter på enhver terrasse og frugterne kan plukkes i sensommeren.
Læs mere om tips til altaner og haver i april-nummeret af DAB Information.