Amatørteater styrker fællesskabet
Af Mikkel Jacobsen
Som en del af projektet Nye veje til trivsel og bevægelse i boligområderne var Ellemarkens Amatørteater søndag formiddag på besøg i boligafdelingen Karlemoseparken for at give hjælp og inspiration til at stable en ny teatergruppe på benene.
Som navnet antyder, kommer teatergruppen fra afdeling Ellemarken i Køge Almennyttige Boligselskab. Selvom gruppen til dagens anledning er repræsenteret af blot seks medlemmer, består den normalt af hele 40 personer. Blandt medlemmerne er det langt fra alle, der går på scenen. De der ikke optræder eller hjælper til bag scenetæppet, står for kaffe, kage og fællesspisning. Det er ikke så vigtigt, hvad man laver. Det vigtigste er, at man er til stede og er en del af fællesskabet.
På denne søndag formiddag er der desværre ikke dukket overvældende mange nysgerrige op. Det er ifølge Winnie Kruse fra Ellemarkens Amatørteater ikke noget at lade sig slå ud af:
-Det gør ikke noget, at her ikke er 100 mennesker. Det er fint, hvis der kun er tre eller fire. Større fremmøde havde vi vist heller ikke, dengang vi selv gik i gang.
Interessen vil vokse
Winnie Kruse er sikker på, at interessen vil vokse, så snart rygtet om det nye teater-initiativ får lov at sprede sig lidt mere i Karlemoseparken. Idéen er stadig meget ny, og beboerne skal også lige finde ud af, at de ikke nødvendigvis behøver at gå på scenen for at være med i teateret. Erfaringen fra Ellemarken indikerer, at der er rigeligt med andre opgaver at hjælpe med, når der skal afvikles arrangementer.
I sidste ende handler det ikke så meget om teater, som det handler om, at mødes med ligesindede. Et tilbud om en god grund til ikke at gå i stå hjemme på sofaen. Som en af de fremmødte sagde:
-Det er en af de bedste søndage, jeg har haft i lang tid.
Initiativtager til Karlemoseparkens nye teatergruppe, Pia Bjørn Nielsen, har da også tænkt sig at fortsætte arbejdet:
-Jeg synes, det har været en god generalprøve i dag, og nu skal folk have lov til at tale om det. Der skal deles flere invitationer ud i opgangene, og så finder vi ud af, hvor stor interessen viser sig at være blandt beboerne.