700 til Kulturfest i Valby
Tekst: Malene Sakskilde og Kenneth Wöhlisfelt. Foto: Preben Knudsen
Et brag af en fest! Sådan siger arrangørerne om Kulturfesten i Hornemanns Vænge i Valby ved København. Og de har også noget af have det i. Over 700 deltagere dukkede nemlig op. Kulturfesten er blevet til i samarbejde med afdelingsbestyrelserne i boligafdelingerne Henriksgården, der er en del af Hovedstadens almennyttige Boligselskab II, som administreres af DAB, PAB Hornemanns Vænge og Vigerslevgård. Her har både beboere og ejendomsfunktionærer fra de tre boligafdelinger bidraget som frivillige og har hjulpet med det praktiske. Arrangementet er vokset med næsten 50 procent, og vi håber, at Kulturfesten bliver en fast tradition 2. lørdag i august, fortæller medarrangør og formand for boligafdelingen Hornemanns Vænge, Per S. Frederiksen. Det var særligt børnenes dag i år med både pony-ridning og snobrødsbagning. Men også på den store scene var der god underholdning, da Move 23 med tre piger fra Lykkebo Skole optrådte med et flot danseshow. Klubberne i Valby var også repræsenteret og tilbød både balancegang på en såkaldt slack-line og vild ansigtsmaling med monstertænder og kunstige sår og skrammer. Og Ungerådet, Next Move, fik store og små børn med på MegaBordFodbold i områdets boldbur.
En fantastisk dag
Frivillige fra Kulbanekvarteret havde travlt med at skabe sjove masker til stor fornøjelse for både store og små. Derudover kom både politi- og brandbilen forbi og viste udstyr og ”maskinpark” frem. Årets helt store hit var dog Pandekagekonkurrencen, hvor børnene med slik, glasur og flødeskum skulle skabe dagens flotteste Smiley. En af vinderne blev Noah Emil Hermansen på ti år fra Hornemanns Vænge. Noah Emil Hermansen kreerede en super fin Smiley med flødeskumshår. Kulturfesten bød også på en ”wellness-zone”, hvor deltagerne både kunne prøve Atlantis-healing og håndlæsning. Inden det flotte fyrværkeri lyste aftenhimmelen op, spillede Bamse-Jam op til dans. - Det har været en fantastisk dag. En dag for alle. Så kom med næste år – sæt datoen i kalenderen allerede nu, lyder opfordringen fra de tre glade og tilfredse boligafdelinger og arrangører.
Årets pandekagekonkurrence blev et stort tilløbsstykke.