10 gode råd skal hjælpe beboere ind i fællesskaberne
Tekst: Jeanette Press
Fællesskabsby-projektet i Ringsted arbejder med at gøre det nemmere for borgerne at finde vej ind i fællesskaberne. Mia Felbo-Kolding, som er leder af projektet, forklarer, at der kan være stor forskel på opfattelsen af åbenhed i fællesskaber.
- Selvom de fleste fællesskaber, vi har talt med, ser sig selv som åbne for alle og gerne vil have flere med, er det ikke sikkert, at de beboere, som står udenfor fællesskabet, har samme opfattelse. Og er man i tvivl om, hvorvidt man er velkommen, holder man sig hellere væk.
For at hjælpe fællesskaberne og beboerne med at finde hinanden har Fællesskabsby udarbejdet 10 gode råd til Ringsted boligafdelingernes fællesskaber:
- Sørg for, at I når bredt ud, når I inviterer til mødeaften, udflugt eller fest. Suppler Facebook-opslaget med et gammeldags papiropslag i opgangen, i vaskeriet eller i fælleshuset. Har I overskud til det, kan I også gå fra dør til dør og invitere beboerne personligt.
- Fortæl om fællesskaberne på afdelingsmødet, hvor repræsentanter fra afdelingens klubber og aktiviteter kan fortælle om fællesskabet og svare på spørgsmål.
- Tjek at de nødvendige oplysninger står på opslaget / invitationen. Husk for eksempel at skrive adresse, dato, tidspunkt, pris, kontaktinformation samt information om, hvorvidt man skal være medlem for at deltage.
- Tilbyd at følges med nye medlemmer, så de ikke skal komme alene den første gang.
- Sørg for, at døren til lokalet er åben i god tid, så ingen går forgæves.
- Sørg for, at en person står klar ved døren til at byde nye medlemmer velkommen.
- Er der spisning, så sørg for, at nye medlemmer ikke kommer til at sidde alene ved bordet. Brug eventuelt samtalekort til at få samtalen i gang.
- Tag kontakt til beboeren efter første besøg. Spørg ind til, hvordan det har været at deltage, og om hun eller han har lyst til at komme igen.
- Tag fat i nye beboere og fortæl dem om fællesskaberne i boligafdelingen. Inviter dem med til en klubaften eller forklar dem, hvor de skal henvende sig, hvis de gerne vil vide mere.
- Lav en kalender eller flyer til beboerne, så de kan se, hvad der sker i afdelingens fællesskaber i løbet af året.