”Vi har været meget indstillede på at få det til at virke”

Ejendomskontoret her er ”kommandocentralen” for samdriften. Medarbejderne har en humoristisk tone, der præger dagens gang.
Tekst og foto: Johnny Gudmand.
I juni 2022 så en samdrift mellem Ved Branddammen og Ved Kirken dagens lys. De to indgår nu i en traditionel samdrift med fordelingsnøgle, maskinfællesskab og økonomisk samarbejde. Samtidig indgik Vibevænget en tillidsbaseret aftale med samdriften om mandskabstimer.
Alle tre boligafdelinger har nu kontor i Ved Branddammen, og teamet består af fire mand. Tidligere mester John Grønborg er ejendomsmesterassistent og den primære medarbejder på beboerservice. Mads Kristian Nielsen er grøn mand i samdriften. Og Jesper Jensen er grøn mand i Vibevænget. Til sidst er ejendomsmester Tommy Veiglin, der står for det administrative, besvarer beboerhenvendelser og deltager i møderne i alle afdelingerne.
- Jesper er hos os en dag om ugen, og han og Mads kan hjælpe hinanden, når det er nødvendigt. Vi har et stærkt team, og det er dejligt med to grønne mænd, der arbejder så godt sammen. Vi nyder også godt af Johns 20 år i afdelingen, forklarer ejendomsmesteren.
At etablere en samdrift kan være krævende, og der kan undervejs være udfordringer, der skal overkommes. I de tre afdelinger er etableringen gået problemfrit, fortæller medarbejderne.
- Det er gået glidende, og det hjælper, at formændene taler godt sammen. Det politiske arbejde betyder meget, og jeg synes ikke, det har været svært at nå i mål. Vi har været meget indstillede på at få det til at virke - vi har de samme opgaver, men for mig er der selvfølgelig lidt flere møder. Jeg synes, vores kompetencer bliver udnyttet sindssygt godt nu, og vi kan gøre det, vi er gode til hver især, siger Tommy Veiglin, der oprindelig blev ansat i Vibevænget i december 2021.
Bedre humør
Mads Kristian Nielsen har fået en makker i det grønne, og det er for ham den allerstørste fordel ved at være blevet en del af en samdrift.
- At vi har fået Jesper har hjulpet mig, både i forhold til opgaverne og humørmæssigt. Jeg har mere lyst til at komme på arbejde nu, siger Mads Kristian Nielsen.
Til den udmelding svarer ejendomsmesteren med et glimt i øjet, der fortæller alt om den humor, som er til stede på kontoret:

- At vi har fået Jesper har hjulpet mig, både i forhold til opgaverne og humørmæssigt. Jeg har mere lyst til at komme på arbejde nu. Mads Kristian Nielsen, grøn mand.

- Når vi har en opgave, der kræver to mand i det grønne, har vi nu mulighed for at løse den selv. Tommy Veiglin, ejendomsmester
- Jeg har været glad for Mads én gang. Det var den ene gang, han havde kage med.
- Man skal huske at smile og grine hver dag på arbejdet. Vi har kun haft én sygedag, siden vi blev lagt sammen. Humor er også vigtigt i snakken med beboerne.
Ved Branddammen har en masse hækkeklipning i det grønne, som der er hjælp til udefra, og de vil i fremtiden se, om de selv vil kunne løse opgaven, nu hvor de er to grønne mænd.
Tryghedsskabende
De tre boligafdelingerne ligger tæt på hinanden, og ejendomsfunktionærerne kender deres beboere godt. Sådan var det før samdriften, og sådan skal det være fremad.
- Det er en vigtig del af vores arbejde, at vi er tryghedsskabende. Vi arbejder med mennesker, og det er vigtigt at være bevidst om. Det er afgørende ikke at miste det nære, og Mads og John kender gud og hver mand herude, siger mesteren.
Et af mange eksempler på vigtigheden af nærhed var en beboer, som havde behov for at få besøg fra kommunen, og der var Mads Kristian Nielsen med.
- Hun sagde, at det var dejligt, at jeg var der, for ellers havde hun ikke lukket op. Det nære betyder meget, forklarer den grønne mand.