To gode beboerdemokrater er gået bort
Blandt de mange aktive beboerdemokrater, der bor i en DAB-administreret bolig, er der personer, som skiller sig ud fra mængden. Enten fordi vedkommende yder en ekstraordinær indsats i sit boligområde – eller fordi han eller hun engagerer sig særligt i de mennesker, som bor, arbejder og færdes der.
Sådanne personer var både Peter Fæstelager, formand for Ballerup almennyttige Boligselskab og Jørgen Poulsen, formand for Nørre Alslev alm. Boligselskab.
Peter Fæstelager var med til at styrke fællesskabet blandt beboerne
Mennesker skulle have det godt. Både dem omkring ham i Lindebo og i Ballerup almennyttige Boligselskabs fire andre boligafdelinger.
Som formand for Lindebo og senere Ballerup almennyttige Boligselskab, arbejdede Peter aktivt for at inddrage beboerne, og som drivkraft bag mange sociale arrangementer var han med til at skabe fællesskaber blandt beboerne på tværs af boligafdelingerne.
Gode, sunde boliger er også en del af, at have det godt. Peter var derfor stærkt engageret i afdelingens vedligeholdelse, og under hans formandskab gennemgik Lindebos 28 fritliggende parcelhuse store renoveringer. Vinduer, elinstallationer, kloakker og udvendige trapper blev skiftet, kældre fugtsikret og i marts måned i år var der afslutning på omfugning og udskiftning af murbindere i samtlige huse.
Byggemøder og møder med rådgiver blev, ligesom møder i afdelingsbestyrelsen, afholdt i Peters køkken eller på terrassen i den altid veltrimmede have.
Peters venlige og rolige temperament, kombineret med en stædig insisteren på saglighed, gjorde, at selv vanskelige beslutninger, i både afdelingen og selskabet, blev taget på møderne i en god og behagelig stemning.
Peter boede og levede hele livet i og omkring Ballerup. Han var i mange år civilt ansat på Flyvestation Værløse og blev i 2006 ejendomsmester i Korngården, Ballerup. I 2008 og frem til sin pensionering i 2017 var han ejendomsmester for samdriften i Asminderød almennyttige Boligselskab.
Peter blev bisat fra Ballerup Kirke, hvor han også er døbt, konfirmeret og gift. Han efterlader sig hustru, datter og børnebørn.
Jørgen Poulsen vil blive husket, som manden der gjorde en forskel
Han var fuld af kampgejst, Jørgen Poulsen, og selvom han netop havde rundet 80 år den 16. april, var der stadig meget, han ville nå. Som beboerdemokrat havde han udrettet meget, og havde det været op til Jørgen selv at bestemme, ville han have fortsat mange år endnu.
Jørgen kom med i beboerdemokratiet i 1997, da han boede i boligafdelingen Landsbyerne. I 2002 blev han valgt til selskabsbestyrelsen for Nørre Alslev almennyttige Boligselskab, hvor han deltog med stort engagement i drøftelser og beslutninger.
Jørgen var gennem alle årene aktiv i selskabet, særligt i forhold til byggemuligheder, og Åparken, der stod klar til indflytning i 2005, var Jørgens ”hjertebarn”. Han arbejdede utrætteligt i både selskabsbestyrelse og byggeudvalg for denne sag, og kæmpede for at sætte sit præg på Åparken. Stor var Jørgens glæde derfor, da der blev afholdt lodtrækning om boligerne, og hans navn blev udtrukket, så han kort efter kunne flytte ind i den spritnye boligafdeling.
Jørgen var så stolt af Åparken med den flotte vandkunst, at han egenhændigt udarbejdede en udlejningsfolder om afdelingen. Det fik selskabsbestyrelsen til at bede ham om også at udarbejde en folder om hele selskabet.
Han var desuden lokalpatriot om en hals. For Jørgen var der stor forskel på Nørre Alslev og Eskilstrup, for ikke at tale om Falster i modsætning til Lolland, og ve den arme ansatte, der kom til at tro, at man var på Lolland eller bare kom til at sige Lolland-Falster.
I 2008 fandt Jørgen, at selskabet kunne trænge til et formandsskifte, og endnu engang kom hans kampgejst til udtryk, da han fik udskrevet kampvalg, som endte med at falde ud til Jørgens fordel - en formandspost, han bestred frem til sin død.
Men selvom Jørgen var aktiv og beholdt sin kampgejst lige til det sidste, tabte han desværre kampen mod sygdom den 26. april 2021, hvor han sov stille ind.
Jørgen Poulsen efterlader sig en søn og et barnebarn.
Både Peter Fæstelager og Jørgen Poulsen har haft stor betydning for beboerne i deres respektive boligselskaber, og de to gode beboerdemokrater vil blive husket mange år frem.
Æret være Peter Fæstelagers og Jørgen Poulsens minde.