Se, der er en kugle bag grisen!
Tekst: Kenneth Wöhlisfelt Foto: Thomas Brolyng Steen
Måske har du brugt påsken til at trille æg? I givet fald, så er du allerede stærkt kvalificeret til at deltage i DAB-mesterskabet i petanque til sommer, hvor der skal trilles videre. Det er dog ikke forudsætning, at du kan trille æg for at spille petanque, men teknikken er nogenlunde den samme: Ned i knæene, fokus på den lille kugle, grisen, du skal tæt – og så et fint håndkast.
Det er DAB’s Aktive fællesskaber, der igen i år inviterer til petanque-mesterskabet – et arrangement der blev født sidste år. Årets begivenhed finder sted lørdag den 24. juni fra kl. 10 i Solrød – og alle boligafdelinger er velkomne.
DAB-mesterskabet i petanque har plads til 100 deltagere, så det er med at komme ud ad røret, hvis du og din afdeling skal være med. Hver afdeling kan stille med op til 20 deltagere, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. I kan også deltage som et hold med blot to eller tre personer. Og kommer du helt alene, så finder vi sagtens et hold til dig.
Udover turneringen byder dagen også på en god frokost og hyggeligt samvær med dine naboer og beboere fra andre afdelinger. Og måske bliver det også dig, der skal bære en af de flotte pokaler hjem?
Du kan allerede nu tilmelde dig mesterskabet. Det gør du ved at sende en mail til aktiv@dabbolig.dk Skriv navnet på boligselskabet, du bor i. Din afdeling og eventuelle holdmedlemmer.
Har du spørgsmål, så kontakt Christine Wenstrup, der er fællesskabskonsulent i DAB. Hun træffes på telefon 7732 0113 eller på chwe@dabbolig.dk
Billederne herunder er fra sidste års arrangement. Måske er der nogen, du kender?
Holdet fra Grantoften i Ballerup var tidligt oppe. De var de første på banerne, og nåede også at træne i sandet inden kampene begyndte. Og det kunne godt betale sig, de gik nemlig hjem med en flot pokal.
Undervejs var der tid til en hyggelig snak, og flere boligafdelinger brugte dagen på at invitere hinanden på besøg for at spille videre.
Der var nok at holde styr på for DAB’s Aktive fællesskaber på dagen. Her er det Michael Wulff, Yolande Rebecca Johansson Glenton og Christine Wenstrup, der tjekker dagens program.
DAB’s administrerende direktør, Ole Jacobsen, yderst til venstre, fik sig en god snak med mange af deltagerne på dagen.
Valles Røde Kugler hedder holdet i de røde trøjer. De kommer fra Valhøjgården i Rødovre – og dem kommer du helt sikkert til at høre mere til. Valles Røde Kugler stillede sidste år med turneringens ældste spiller, Grethe på 90 år. Den yngste spiller var blot 13 år.
Teknik. Teknik. Teknik. Hvordan får man den bedste drejning på sin kugle? Der blev gjort mange gode forsøg undervejs.
DAB-mesterskabet i petanque bliver igen i år afholdt på Star Master Danmarks professionelle baner i Solrød. I tilfælde af dårligt vejr kan turneringen rykkes indendørs i hallen bagved.
Hvem ligger tættest? En dommer måtte ofte afgøre de tætte spil mellem holdene.
Petanque er for alle – og mange boligafdelinger har egne baner, hvor de hygger sig. Til juni glæder vi os til at dig. På gensyn.