Marieparken byttede grøn gennemgang til plan for grønt haverum
Tekst og foto: Julie Grothen
Forårssolen stråler, og småfuglene flyver kvidrende omkring, men det er køligt i skyggen i Marieparken i Hørsholm almene Boligselskab, da det en eftermiddag i begyndelsen af april er blevet tid til den årlige grønne gennemgang.
I år foregår gennemgangen i Marieparken ved et af boligafdelingens borde-bænkesæt, for denne gang skal medlemmerne af afdelingsbestyrelsen, ejendomsleder Kristian Simon Simonsen og landskabsarkitekt Musse Runov planlægge en forskønnelse af det grønne haverum, de sidder i.
- Normalt går vi en rundtur i hele bebyggelsen og snakker om, hvad der rør sig i de grønne områder. Men i dag har vi fokus på haverummet her. Det har længe været et ønske fra bestyrelsen at forskønne haverummet, så det bliver mere indbydende, frodigt og hyggeligt, fortæller Musse Runov.
Når en boligafdeling tegner Grønt Abonnement, kan den få rabat på grøn rådgivning fra Landskab.
Hørsholm almene Boligselskab har valgt at tegne Grønt Abonnement med Landskab for alle selskabets afdelinger. Derfor har de opnået yderligere rabat på abonnementet.
Skitseforslag og planteplan
Bestyrelsen og driften er kommet med et forslag til indretningen af haverummet på forhånd, og Musse Runov har ud fra det lavet et skitseforslag, som hun gennemgår ved den grønne gennemgang.
Forslaget skal gøre det mere hyggeligt at opholde sig i haverummet, og der bliver åbnet op for biodiversiteten med masser af insektvenlige planter.
Forslaget fra landskabsarkitekten tager hensyn til, hvordan planterne trives i sol og skygge, at planterne skal blomstre hen over året, farveafstemning og ikke mindst til driften af det grønne område.
- Normalt ville vi tage særskilt honorar for en planteplan. Men denne gang har Marieparken valgt at konvertere den grønne gennemgang til en planteplan. Vi er fleksible og tilpasser gerne abonnementet efter boligafdelingens behov, forklarer Musse Runov.
Opgaverne aftales og fordeles
Det er praktisk at holde mødet i det fri, for undervejs kan deltagerne skridte arealet af og sammen finde frem til, hvad de ønsker sig, og hvad det vil betyde for driften af det grønne område.
Bestyrelsen har selv indkøbt to plantekasser, som kan afskærme flisearealet ved de to bordebænke-sæt. Kristian Simon Simonsen forklarer, at driften gerne vil sørge for at klargøre bede, lægge løg ud og sætte wirer op til klatreplanterne.
- I Landskab er vi glade for det tætte samarbejde med driften, som er med til at projektet kan lade sig gøre, siger Musse Runov.
Hun skal indhente priser på planter og på gartnerhjælp til at plante.
- Nu laver vi en ønskeliste, indhenter priser, og så må vi se, hvad der er penge til, siger hun.
Der er enighed om, at omlægningen af haverummet først sættes i værk til efterår, så projektet ikke bliver løst i hast.

Det er praktisk at holde mødet i det fri, for undervejs kan deltagerne skridte arealet af og sammen finde frem til, hvad de ønsker sig, og hvad det vil betyde for driften af det grønne område.

Nogle af de gode idéer ved den grønne gennemgang var flere fuglekasser og et insekthotel.
Et Grønt Abonnement giver ret til en årlig gennemgang af boligafdelingens udearealer, hvorefter der udarbejdes en Grøn rapport, som kan bruges af driften og bestyrelsen.
I aftalen indgår også telefonrådgivning, rabat på honorar ved særlige projekter og rabat for kurser for ejendomsfunktionærer. Der kan også indgås aftaler om ekstra gennemgange og opfølgende gennemgang.
Den vejledende pris for et Grønt Abonnement ligger på 90-180 kroner inkl. moms pr. bolig pr. år, alt efter hvor store grønne arealer en boligafdeling har. Med et Grønt abonnement for alle boligafdelinger i et selskab, opnås der yderligere rabat.

Der er i dag ingen beplantning ved de skure, som afgrænser haverummet.

Langs skurene kan der sættes stauder og løgplanter, og op ad selve skurene kan der vokse kaprifolie, klematis og klatreroser. Skitse: Musse Runov