Korngården skyder energiforbruget ned
Af Kenneth Wöhlisfelt. Foto: Thomas Brolyng Steen.
- Neiii. Se det nye badeværelse. Hold da op, hvor er det flot! Jo, der var masser af positive bemærkninger og rosende ord, da Korngården, en del af Ballerup almennyttige Boligselskab, i weekenden åbnede døren til en prøvelejlighed i Rugvænget.
Korngården, der ligger midt i Ballerup, gennemgår i øjeblikket en totalrenovering. 245 boliger får nye køkkener og bad, installationer, vinduer, en altan, de aldrig har haft og meget mere. Boligerne i stueplan får deres eget havestykke. Og i forbindelse med facaderenoveringen har man tryllet, så boligerne bliver seks kvadratmeter større.
- Renoveringen har betydet, at vi har måttet genhuse beboerne. Vi tager en blok ad gangen. De fleste har vi kunnet genhuse i Korngården eller i Grantoften, siger Klaus Freddi Juelshøj, der er projektleder på byggeriet for DAB. Genhusningen har været uproblematisk og beboerne har været meget imødekommende og åbne. Det betyder, at renoveringen er 11 måneder foran tidsplanen.
En sti til centret
Den endelige regning på det store byggeri løber op i 340 millioner kroner. Men mange af pengene kan beboerne tjene ind igen på energibesparelser. Klaus Freddi Juelshøj siger:
- Vi forventer, at energibesparelsen er på cirka 50 procent i det nye byggeri. I forbindelse med renoveringen er Korngården gået sammen med Landsbyggefonden i et forsøg på at nedbringe netop energiforbruget.
- Reelt betyder det, at der kommer en lille skærm op i hver lejlighed. Den kommer til at sidde i entreen og på den kan man se sit eget energiforbrug, men man kan også sammenligne det med de andre blokkes forbrug. Vi kalder det energi-visualisering, fordi vi gerne vil have at beboerne har fokus på deres forbrug til gavn for deres økonomi og miljøet, fortæller Klaus Freddi Juelshøj.
Udover selve renoveringen etableres der en grøn sti direkte fra Korngården til Ballerup Centret. En stuelejlighed i hver blok nedlægges og skal fungere som sti frem til den næste blok. Det betyder, at beboerne kan blive på stien – og ikke skal ud på vejen – når de skal til Ballerup Centret hvorfra der også er tog og busser.
Under artiklen her kan du se en video, hvor Korngårdens formand, Lis Jørgensen og nogle af beboerne fortæller om åbent-hus arrangementet i weekenden.