Fremtidens varmekilder i boligafdelingerne

Produktchef Carsten Cederqvist fra Weishaupt talte varmt for varmepumper med jordvarmeanlæg.
De forskellige muligheder for boligopvarmning blev gennemgået, da der torsdag den 19. november var erfaringsudvekslingsmøde for de såkaldte grønne ambassadører i Esbjerg. De grønne ambassadører er lokale ejendomsfunktionærer, der arbejder på at gøre driften i boligafdelingerne så klimavenlig som muligt.
Gennemgangen blev foretaget af foredragsholder og ingeniør Carsten Cederqvist, produktchef for varmepumpeanlæg i virksomheden Weishaupt A/S. Han talte især varmt om varmepumpe og jordvarme med lodret jordsonde. En lodret jordsonde henter energi fra de dybere jordlag og er upåvirket af vind, vejr og årstid.
- I forsommeren vil temperaturen kun være 0-2 grader i jorden. Den kan vi bruge til at køle med og således holde temperaturen på indblæsningsluften i boligen på cirka 20 grader. Der er køleeffekt hen til efteråret, fortalte Carsten Cederqvist.
Varmeenergien i luften bliver i løbet af sommeren ført ned i undergrunden og kan så bruges, når varmesæsonen begynder i efteråret.
God udnyttelse af varmepumpe
- Du kan være heldig at have 25 grader fra jordvarmen, og det betyder rigtigt meget for varmepumpen, når den skal producere energi og opvarme boligen. Det vil sige, at du kan sænke temperaturen i boligen for en billig penge i sommerhalvåret, og når vi kommer til vinterhalvåret, har du en højere temperatur i undergrunden, end hvis du bare havde brugt jordens egen varme. Det giver god mening, sagde ingeniøren og produktchefen.
Andre fordele ved jordvarme er ifølge Carsten Cederqvist, at det er den billigste opvarmningsform målt i kroner per kilowatt-varme (i den dyreste ende ligger elvarme), og at den er tilskudsberettiget.
Ulempen er, at anlægget er forholdsvist dyrt at installere, og at det fylder en hel del mere end andre anlæg.
En håndsoprækning blandt ejendomsfunktionærerne viste, at de fleste boligafdelinger i Esbjerg opvarmes med fjernvarme, enkelte med naturgas. I Esbjerg kommer fjernvarmen dels fra fossilt brændsel og dels fra afbrænding af affald. Det vil i fremtiden sandsynligvis blive afløst af biomasse, som er den største vedvarende energikilde i Danmark.
Der blev også talt om ny energilovgivning og mulighed for batterilagring af strøm fra solceller påmødet, der var arrangeret af Energigruppen i DAB og blev holdt i boligafdelingen Hjertingparken i Esbjerg.