En lørdag i sportens tegn
Foto og tekst: Lars Rønbøg
Maj-vejret viste sig fra den pæne side, da Ungerådet i Skælskør afholdte deres første arrangement lørdag den 21. maj - Idræt og Sundhed, en invitation til hele Skælskør. Byens unge var indbudt til at prøve kræfter med blandt andet håndbold, basket, fodbold, roning rundt omkring i byen, og de lokale idrætsforeninger havde stillet trænere til rådighed.
Ungerådet, der har til huse i Skælskør Boligselskabs Parkvejshuset, modtog før starten på dagens aktiviteter Ildsjæleprisen på 5000 kroner, overrakt af Rotary Skælskør. Inden da havde Slagelses borgmester Stén Knuth holdt tale, hvor han lovpriste de unges initiativ.
Ungerådet blev oprettet i 2013 som en del af Parkvejshuset, og blandt medlemmerne er Suad Echkantana og Irfan Murina Demiri, der nu har været med i et par år:
- Vi håber, det kan blive en tradition med sådan et arrangement, der kan være med til at samle de unge i Skælskør - ikke kun dem fra Parkvej, men fra hele byen, fortæller Suad, der er 20 år og i gang med en uddannelse som socialrådgiver. Selv havde hun på dagen ansvaret for basketball-aktiviteterne, der i løbet af formiddagen havde en håndfuld beboere som deltagere.
Vi skal være aktive og have ansvar
Lidt flere deltagere var der på Præstevangens fodboldbane, hvor en snes unge piger og drenge blev delt op i tre hold til en miniturnering. Medlemmer af Ungerådet stod for det praktiske, og var dommere - noget de til daglig er vant til.
- Vi står blandt andet selv for træningen i den lokale fodboldklub og det er en del af hensigten med Ungerådet, at vi både skal være aktive selv og have ansvaret for eksempelvis fodboldtræning i Skælskør B&I, siger Irfan, der er 17 år og i gang med X-Class i Slagelse.
Ved middagstid var der fællesspisning i Det Røde Pakhus på Skælskør Havn, hvor de første 200 kunne få en gratis frokost tilberedt af Korsør Produktionsskole. Efter frokosten fortsatte aktiviteterne endnu et par timer.