DAB og Lejerbo er blevet til DAB-Lejerbo
Lejerbo og DAB er blevet én fælles administrationsorganisation.
Med 95.000 lejemål og mere end 100 boligorganisationer i administration er DAB-Lejerbo den største aktør i den almene sektor. Vi er over 400 administrative medarbejdere og 1.200 driftsansatte og har i en periode hovedkontorer i Valby og på Frederiksberg.
For dig som beboerdemokrat, beboer eller boligsøgende er der ikke de store ændringer. Det er nemlig kun vores administrationer, der er lagt sammen – ikke boligselskaberne/boligorganisationerne eller de lokale afdelinger.
Er du boligsøgende?
Så beholder du selvfølgelig både din opskrivning og din anciennitet. Du logger stadig ind på Min Side – DAB her på hjemmesiden, og vores Servicecenter er klar til at hjælpe dig som altid. Den eneste synlige ændring er faktisk, at vi har sammentrukket vores navne og logoer. I en overgangsperiode hedder vi nemlig DAB-Lejerbo, og det vil du støde på i vores kommunikation. Er du ny boligsøgende, skal du fortsat betale for opskrivning i henholdsvis DAB og Lejerbo. Det er altså endnu ikke muligt at skrive sig op til alle boliger på tværs af organisationerne.
Er du beboerdemokrat?
Så fortsætter samarbejdet, som du kender det. Du vil stadig tale med de samme medarbejdere i administrationen og møde de samme ansatte på ejendomskontoret i din boligafdeling. Dit boligselskab er fortsat sit eget – og har sit eget navn. Den eneste ændring er, at administrationsorganisationen har skiftet navn og logo. I en overgangsperiode hedder vi nemlig DAB-Lejerbo, og det vil du støde på i vores kommunikation.
Er du beboer?
Så kan du roligt gøre, som du plejer. Du møder de samme driftsfolk i din boligafdeling, og du kontakter det samme ejendomskontor, hvis du har brug for hjælp. På samme måde logger du ind på Min Side – DAB og ringer til kundeservice præcis som før. Den eneste synlige ændring er faktisk, at vi i en periode hedder DAB-Lejerbo, og det vil du kunne se, når vi for eksempel sender dig mails.
