Bolig Syd Vest bliver en del af et nyt grønt boligområde i Esbjerg
Tekst og foto: Julie Grothen
Solen var mødt op som æresgæst, da Bolig Syd Vest den 11. januar tog første spadestik til 122 boliger midt i Esbjerg. Engang blev der forarbejdet svinetarme i stor stil på matriklen, men fremover bliver det fællesskab og grønne omgivelser, som skal kendetegne Schaub Parken.
- Om lidt tager vi det første spadestik til 122 boliger. Der kommer til at være altaner, og boligerne er fortrinsvist ældre- og handicapvenlige. De ligger tæt på indkøbsmuligheder og er omgivet af grønne oaser, sagde formand for Bolig Syd Vest Peter Ambs-Thomsen i sin tale.
Bæredygtighed og fællesskab
Boligerne, der både kan huse familier og seniorer, kommer til at være fra cirka 80 til 105 kvadratmeter. Byggeriet har modtaget en DGNB Guld-certificering for sit fokus på energivenlighed og bæredygtighed.
- Tillykke til de kommende beboere, der flytter ind og skal være med til at fylde stedet med liv, samvær og fællesskab. Det vil vi i Bolig Syd Vest gerne være medskabere af. Vi ser frem til et godt samarbejde og et godt naboskab. Længe leve det nye byggeri, sagde selskabsformand Peter Ambs-Thomsen.
Der var et flot fremmøde af beboerdemokrater, samarbejdspartnere, medarbejdere og nysgerrige esbjergensere på dagen. Og der var bifald, da Peter Ambs-Thomsen satte spaden i jorden side som side med borgmester Jesper Frost Rasmussen.
- Det er 122 nye almene boliger, der bliver etableret her i fantastiske grønne områder, som helt sikkert kommer til at tiltrække en masse sommerfugle og insekter og alverdens ting. Her kommer man til at bo i pagt med naturen, selvom man bor inde midt i byen, sagde borgmesteren i sin tale.
Et helt nyt boligområde
Den nye boligafdeling bliver en del af boligområdet Schaub Parken. Samtidig med første spadestik på de almene boliger blev der også afholdt rejsegilde på første etape, der indeholder private boliger og en Løvbjerg dagligvarebutik i stueetagen.
Schaub Parken ligger på Storegade midt i Esbjerg, og det er en grund med en lang historie. Siden 1893 har DAT-Schaub forarbejdet svinetarme her. Fabrikken har været arbejdsplads for mange esbjergensere gennem årene, indtil produktionen blev flyttet. I 2020 blev grunden købt af Junge Byg.
- Nu kan den nedlagte industrigrund blive et rigtig fint boligområde. Jeg håber, at det bliver et samlingssted. Det er dejligt at være borgmester i en by, hvor man som bygherre vælger at bygge boliger, hvor der bliver lagt vægt på klima, kvalitet og ikke mindst fællesskab, sagde borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Efter det fælles spadestik var det tid lidt at spise, og håndværkerne fik fortjent førsteret i køen til pølsevognen.
Læs mere om Bolig Syd Vest og Schaub Parken her: Schaub Parken – 122 nye hjem, lige midt i Esbjerg (boligsydvest.dk)