Aftale om effektivisering på plads
Regeringen offentliggjorde mandag den 4. juli den aftale, som er indgået med BL – Danmarks Almene Boliger og Kommunernes Landsforening, KL. Aftalen er en målsætning om at effektivisere driften af den almene sektor med halvanden milliard kroner i 2020 – set i forhold til regnskaberne for 2014.
I en pressemeddelelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet beskrives effektiviseringsmålet som ”et samlet mål for hele den almene boligsektor”. Det er op til de enkelte boligorganisationer og afdelinger at finde ud af, hvordan effektiviseringen bedst gennemføres:
- Målet tvinger ikke den enkelte boligorganisation til at nå et bestemt delmål. Der er nemlig stor forskel på potentialet i de enkelte afdelinger. Afdelingerne bestemmer selv deres budgetter, men regeringen og kommunerne vil hjælpe sektoren med at lave de mest fordelagtige besparelser og de mest lovende investeringer, hedder det i pressemeddelelsen fra ministeriet.
Måltal synliggør arbejdet
Formand for BL, Palle Adamsen, er tilfreds med aftalen:
- Vi har haft fokus på at effektivisere i mange år, og på baggrund af de erfaringer vi har gjort os, er vi optimistiske med at indfri målet på halvanden milliard kroner i 2020. Jeg ser sådan et måltal som noget positivt, for det kan synliggøre vores arbejde med at give vores beboere mest mulig værdi for pengene i de almene boliger i Danmark.