Afdeling ikke længere på liste

Billedtekst: Afdelingsformand Dorthe Thiel og ejendomsfunktionær Brian Larsen kan glæde sig over, at Afdeling 8 Hedegårdene er blandt de ni boligafdelinger, der ikke længere står på listen over særligt udsatte områder (Foto: Teddy Gehrke).
Af Teddy Gehrke
Det blev modtaget som en kærkommen før-julegave, at Afdeling 8 Hedegårdene i B’32 nu ikke længere står på listen over særligt udsatte boligområder.
Det skyldes først og fremmest en enorm indsats fra afdelingsbestyrelsen, beboere og ejendomsfunktionærer, som alle har bidraget til, at området har fået et løft.
- Jo, vi jublede højt på kontoret, da den nye liste kom ud, og vi så, at vi var et af de ni boligområder, som ikke længere figurerer på den. Det er en bekræftelse på, at det arbejde, som vi udfører i hverdagen, virker og giver mod på at fortsætte i samme spor, siger ejendomsfunktionær Brian Larsen og peger på, at det ikke er uvæsentligt, hvordan ejendomme og udenoms arealerne fremstår.
- Vi gør en dyd ud af, at alt er pænt og velholdt. Hvis tingene ser sølle ud, bliver de også behandlet derefter. Hvis området derimod ser godt ud, så passer folk på det. Tidligere døjede vi med en masse graffiti overalt i bebyggelsen, i dag har vi næsten ingenting. Det afspejler sig også på vores hærværkskonto, som er faldet fra 100.000 kr. om året til nul.
Husflid, værksteder og fitness
De mange sociale aktiviteter i boligafdelingen har også haft en positiv indvirkning. Hedegårdene er delt op i fire gårde, som hver især har fællesarealer, hvor der er aktiviteter for ikke bare gårdens, men hele områdets beboere.
I en af gårdene er der træværksted, et mødested, hvor beboerne løber sammen til kortspil samt en kvindeklub for både danske kvinder og kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk.
I den næste gård er der et mc-og knallertværksted samt cykelværksted, og i en af gårdene er der glasværksted og strikkeklub. I den sidste gård er der indrettet motionsrum, som beboerne kan bruge for et beskedent kontingent på 175 kr. for tre måneder.
- Alle aktiviteter er brugerstyret og holdes kørende ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Via de mange aktiviteter kommer afdelingsbestyrelsen også rundt og taler med beboerne, og hører vi, at der er et eller andet under opsejling, reagerer vi. Hvis der er optræk til uro mellem nogle naboer, er det som regel Brian, der tager sig af det, fortæller Dorthe Thiel, der er bestyrelsesformand for Afdeling 8 Hedegårdene.
Afdelingens løft er et tydeligt tegn på den positive effekt, der sker, når bestyrelsen, ejendomskontoret og beboerne arbejder sammen om et fælles mål.