DAB-Lejerbo logo
  • Udgivelser
  • Jobs
  • Erhverv
  • Kontakt
  • Om os
  • Find bolig
  • At bo alment
  • Min side
  • Min side
  • Gemte boligønsker 0

Du bruger en ældre version af Internet Explorer, så siden ikke fungerer optimalt. Du bør opgradere din browser til den nyeste version af Internet Explorer eller benytte en anden browser som feks Google Chrome. Læs mere her

  • Her er du:
  • Forside
  • Aktuelt
  • Nyheder
  • 40 nye hjem i Plejecenter Solhaven indviet
Tilbage 10.11.2025

40 nye hjem i Plejecenter Solhaven indviet

Med de nye hjem har Stevns Kommune sammen med Boligselskabet Stevns sikret plejeboliggarantien de næste mange år.

Solen skinnede ned over Solhaven, da der var indvielse i november.

Tekst og foto: Johnny Gudmand

Solen skinnede over både rådyrene på marken og de mange fremmødte, da Plejecenter Solhaven i Store Heddinge blev indviet mandag den 3. november.

Ole Jacobsen, administrerende direktør i DAB-Lejerbo, var en af dagens talere. Han repræsenterede Boligselskabet Stevns og kunne glæde sig over de 40 nye hjem, der står klar til indflytning 1. december.

”Når vi bygger hjem, så satser vi på at bygge noget, der virkelig ligner hjem – med trygge rammer og lyse, flotte opholdsrum. Det er et fantastisk byggeri og en fantastisk beliggenhed, og ude bagved kan man kigge på rådyrene på marken.”

Corona-pandemien og krigen i Ukraine gav projektet en svær start med stigende materialepriser, men siden første spadestik har alt kørt som smurt.

Et godt samarbejde

At Plejecenter Solhaven er blevet en succes, tilskriver Ole Jacobsen et særdeles godt samarbejde:

”Det handler ikke kun om god planlægning og dygtige håndværkere. Det handler frem for alt om, at alle parter har samarbejdet, når noget er dukket op – kommunen, de kommende personalegrupper, håndværkere, rådgivere og alle de andre gode folk, der har bidraget.”

Han glæder sig til, at samarbejdet mellem kommune og boligselskab fortsætter, når Plejecenter Solhaven nu overgår til drift.

”Vi skal nok gøre vores for, at kommende beboere kommer til at opleve det som reelle hjem med tryghed og trivsel i højsædet,” sagde Ole Jacobsen,

 

Borgmester Henning Urban Dam Nielsen og formand Lajla Olsen har netop hejst flaget ved indvielsen.

Ole Jacobsen, administrerende direktør i DAB-Lejerbo, overrækker spaden til borgmester Henning Urban Dam Nielsen.

Til december kan de første beboere flytte ind i Solhaven.

Et hjem i nærheden!

Borgmester Henning Urban Dam Nielsen kaldte dagen for ”stor og vigtig” og fortalte om visionen, der har været, at de ældre medborgere kan flytte på et plejehjem tæt på det nærmiljø, hvor de har haft deres hverdag.

”Mange af os, der bor her, lever vores liv omkring en af de fire større byer, som vi kalder udviklingsbyer – altså Store Heddinge, Hårlev, Rødvig og Strøby Egede, og de byer ligger lidt langt fra hinanden. Det er ofte i lokalområderne, at venskaber opstår, det er her, minder bliver skabt, og det er her Stevnsborgerne føler, de hører til,” sagde borgmesteren og tilføjede lidt senere: 

”Store Heddinge havde kun 12 plejeboliger. Det kunne vi ikke leve med, da det er en af de større byer i kommunen. Så det faldt os meget naturligt at sige, at vi blev nødt til at udvide. Derfor blev beslutningen truffet omkring det nye plejehjem her i Store Heddinge med 40 pladser.”

Med indvielsen har Stevns Kommune nu sikret sig til fremtiden, når det gælder plejeboliger:

”Med Solhavens indvielse i dag har vi sikret plejeboliggarantien i Stevns Kommune i de næste mange år. For det er ingen hemmelighed, at vi bliver flere og flere ældre. Så jeg er utroligt glad for og stolt over den tryghed, som de her ekstra plejeboliger giver os, der bor i Stevns.” 

Næste nyhed

Fællesskabsdag fejrede frivilligheden

Forrige nyhed

Beboere har lært hinanden at kende i Sundhedscaféen

Hurtig vej til ...

  • Find bolig
  • Når du flytter ind og ud
  • Kontakt
  • Persondatapolitik
  • Whistleblowerordningen
  • Tilgængelighedserklæring
Log ind på
Min side

DAB-Lejerbo tager forbehold for oversættelsen ikke er korrekt