Aktuelt
Den 30. april kl. 11.15 fik Værebro Park Danmarks formentlig største og hurtigste bolignet
Den 30. april kl. 11.15 fik Værebro Park Danmarks formentlig største og hurtigste bolignet Værebro Park får Danmarks største 1 Gbit/s bolignet De 1.400 boliger fik dermed adgang til en båndbredde, der er blandt de absolut højeste i Danmark. Det blev naturligvis fejret i salen i Værebro Park, hvor IT- og Videnskabsminister Helge Sander indviede bolignettet sammen med formand for afdelingsbestyrelsen Leon Friis Jørgensen.
Leon Friis Jørgensen sagde bl.a.: Jeg har en filosofi om, at alt nyt altid er blevet imødeset med skepsis og mistro, men nye ting kan ikke undværes. Det har været dyrt at anskaffe vores nye fibernet, men vi er sikret mange år frem i tiden, og det er ikke kun de unge, der får glæde af den hurtige forbindelse. Mange ældre har anskaffet sig PC-udstyr, efter at vi har fået fibernettet. Det har taget 9 måneder, og mere end 1300 netværksbokse er sat op, samtidig med at der er trukket mange kilometer kabler. Vi har regnet ud at der er boret 24.300 huller i betonen, så helt lydløst har det ikke været. Vores nye beboere efterspørger en hurtig bredbåndsforbindelse, og det tæller også på plussiden, at vi kan tilbyde kabel-TV, billigere telefoni og nye dørtelefoner. Det eneste store ønske, som vi ikke har fået opfyldt endnu, er, at beboerne i fremtiden helt frit kan sammensætte deres egne TV-pakker, men det er måske en opgave, Ministeren kan arbejde videre med.
IT- og Videnskabsminister Helge Sander glædede sig over, at Værebro Park er helt fremme i skoene, når det gælder den moderne teknik. Det er vigtigt, når det gælder danskernes mulighed for kommunikation og uddannelse. Beboerne i Værebro Park har nu endnu bedre muligheder for at være aktivt med i det moderne videnssamfund, og de kan gøre det lynhurtigt. Danskerne er med på udviklingen, fortalte Ministeren. 3.3 mio danskere er tilsluttet netbank i dag, og det bringer os op blandt de førende i verden, når det gælder udnyttelse af nettet og den moderne teknologi. Det kan vi være stolte over.
Og så "connectede" IT- og Videnskabsminister Helge Sander sammen med adm. direktør Finn Helmer, ComX Networks A/S og formand for afdelingsbestyrelsen i Værebro Park, Leon Friis Jørgensen de fremlagte ledninger - og det virkede. I salen var der opsat en udstilling, der viste, hvad der er udført i Værebro Park og resulaterne af alle anstrengelserne.
Det er firmaet ComX Networks A/S, der, sammen men den rådgivende ingeniørvirksomhed Balslev, har stået for etableringen af netværket i Værebro Park. ComX skal efterfølgende levere internet, bredbånds-tv (IPTV) og telefoni til beboerne. YouSee leverer fortsat antennesignalerne til beboerne gennem det nye fibernet.
NCK
Næste nyhed
E-nyt (17)
Forrige nyhed