Aktuelt
Gentofte Kommune har fået 21 nye lejligheder at anvise lejere til i Boligselskabet Kildegårdsparkens nye byggeri.
Gentofte Kommune har fået 21 nye lejligheder at anvise lejere til i Boligselskabet Kildegårdsparkens nye byggeri. Skulle lirkes på plads En lokalplan med mange begrænsninger, afstandskrav, miljø- og støjforhold, et skrånende terræn og blød bund har betydet, at 21 nye almene boliger i Gentofte måtte lirkes på plads med et skohorn. Men nu ligger de der på Lyngbyvej overfor Gentofte Sø.
Det er Boligselskabet Kildegårdsparken, som med sine 48 boliger er blevet forøget til 69. Den nye bebyggelse har taget udgangspunkt i de eksisterende boligblokke, der er opført i røde sten med røde tegltag og hvide altaner med små relieffer med håndværkersymboler. Dog er der ikke hvide altaner i det nye byggeri, men altaner af stål, stuelejlighederne har fået en overdækket terrasse under altanerne, som ikke findes i den oprindelige bebyggelse. Ligeså er loftetagen i de nye to-etagers huse blevet udnyttet til indretning af lejligheder med store kviste og vinduer indrammet af aluminium.
Elevator til 15 af lejlighederne Seks af lejlighederne ligger for enden af den ene af husrækkerne i den gamle bebyggelse, mens de 15 ligger for enden af den anden husrække. Da den nye bebyggelse er i tre etager, er det påbudt, at der skal være elevator. Det er der til de 15 lejligheder i et elevatortårn op til altangangene, som ligeledes betjener nogle af de eksisterende boliger, mens der er givet tilladelse til ikke at installere elevator til de seks lejligheder ved den anden blok. Da der skulle graves ud til de nye lejligheder, blev der fundet forurening på grunden, som stammer fra tidligere opfyld på grunden. Der er en del overskudsjord, som forbliver på grunden. Det benytter selskabet sammen med en nyopført støjskærm til at forbedre de bestående friarealer for både det eksisterende og det nye byggeri.
Gentofte Kommune har fået anvisningsretten til de nye lejligheder, heraf vil anvisningen også kunne foretages i den eksisterende afdeling, da en del beboere har valgt at flytte over i de nye boliger. Byggeriet består af 13 to-rums boliger på 62-75 m2 og otte tre-rums boliger fra 74-85 m2. Alle boligerne er udlejet. Byggeriets anskaffelsessum har været lidt over 26 mio. kr. Arkitekter er Skaarup & Jespersen A/S, ingeniør er Moe & Brødsgaard A/S, mens hovedentreprenøren er Anker Hansen & Co. DAB, som administrerer Boligselskabet Kildegårdsparken, har været forretningsfører for byggeriet.
På billedet ses det nye byggeri, derer holdt i samme stil som det gamle med røde sten, rødt tegltag og hvide vinduer.
12.03.2007 / hem
Næste nyhed
Stor lokal interesse for nye ældreboliger
Forrige nyhed