Aktuelt
Partnerskabsaftale skal danne grundlag for vidensdeling, forretningsudvikling samt en effektiv og sikker administration.
Partnerskabsaftale skal danne grundlag for vidensdeling, forretningsudvikling samt en effektiv og sikker administration.
Skælskør Boligselskab og DAB indgår samarbejde
Det er to yderst professionelle og erfarne boligselskaber, der pr. 24. marts 2011 indgår en partnerskabsaftale til gensidig inspiration og optimering af begge selskabers boligadministration.
Skælskør Boligselskab er det lokale selskab, som med 1127 boliger fordelt på 23 afdelinger, er tæt på beboernes hverdag, som både foregår i lejligheder i byen eller i boliger på landet, tæt på den smukke sydvestsjællandske natur.
Dansk almennyttigt Boligselskab er et af Danmarks største administrationsselskaber indenfor almennyttige boliger. DAB administrerer blandt andet ventelister, nybygning og renovering, ejendomsfunktion, økonomi og arbejdet omkring beboerdemokratiet for 45 selskaber.
Ligeværdige parter Samarbejdet mellem Skælskør Boligselskab og DAB bliver et samarbejde mellem to ligeværdige selskaber, som kommer til at bevare hver sin kultur og selvstændighed. Ydelserne inden for partnerskabets rammer er ikke fastlagt på forhånd, men vil blive udviklet løbende i forhold til opgaver og behov. Erfaringsudveksling omkring specialiserede fagområder og forskellige virksomhedskulturer skal skabe grobund for udvikling og nye metoder til løsning af de opgaver som moderne ejendomsadministration indeholder.
Direktør for Skælskør Boligselskab Jørgen Lindhardt, som har været en af arkitekterne bag aftalen, udtaler: &ndash Skælskør Boligselskab ser frem til samarbejdet med DAB. Vi ser partnerskabsaftalen, som et godt fundament for fortsat udvikling og løsning af administrationens opgaver. Udfordringerne til ejendomsadministrationen i de almene boligorganisationer er stigende. Med partnerskabsaftalen er der taget et vigtigt skridt, i retning af en optimering af administrationen &ndash også i fremtiden.
Direktør Niels Olsen, DAB, udtaler i forbindelse med underskriften af aftalen:
&ndash Det er med stor glæde og en vis form for stolthed, at vi i dag underskriver aftalen med Skælskør Boligselskab. Det er også en ny samarbejdsform for DAB, som vi fremadrettet forventer os meget af. Vi vil gå ydmygt til opgaven, og vi vil gøre os umage. Det fortjener projektet.
Billedtekst: Formand for Skælskør Boligselskab, Jan Kjærgaard Pedersen (th), underskriver sammen med DAB's formand, Henrik Berg, den nye partnerskabsaftale.
25.mar.2011/neg
Næste nyhed
Gladsaxe almennyttige Boligselskabs afdelinger er klimaklar
Forrige nyhed