Aktuelt
Katastrofealarmen gik kl. 16.15 og snart vrimlede det med udrykningskøretøjer. Der var dog ikke hylende sirener fra byens tage, for det hele var blot en øvelse.
Katastrofealarmen gik kl. 16.15 og snart vrimlede det med udrykningskøretøjer. Der var dog ikke hylende sirener fra byens tage, for det hele var blot en øvelse. Realistisk brandøvelse i Lyngby Hjemmeværnet var hurtigt på pletten og fik spærret Lundtoftegårdsvej. De første udrykningskøretøjer kom fra politi og brandvæsen og de kørte direkte til det fiktive brandsted og den forulykkede bus, der var fyldt med sminkede tilskadekomne. Hurtigt derefter kom ambulancerne til, og hjemmeværnet gik i gang med at evakuere beboerne i Lundtofteparken.
Beredskabsøvelsen, som fandt sted den 2. oktober i Lundtofteparken i Lyngby var lagt stort an. Scenariet var, at der var udbrudt en større brand på Hempel A/S, den store farve- og lakfrabrik, der er nabo til Lundtofteparken.
Samtidig var der - måske på grund af branden - sket et færdselsuheld med en bus på Lundtoftegårdsvej, ikke langt fra fabrikken. Branden betød, at det ville være nødvendigt at evakuere 50 - 100 beboere fra Lundtofteparken. Beboere, der ønskede at deltage i øvelsen kunne i forvejen melde sig til ejendomskontoret, der også spillede en vigtig rolle i at opsætte mærkater på dørene i de opgange som evakueringen omfattede. Mærkater som hjemmeværnet skulle tage med sig, som en kontrol.
På parkeringspladsen i Lundtofteparken stod ejendomsleder Frank Starck-Sabroe og afdelingsbestyrelsens formand Lene Møllenberg og så til. Begge havde været med i planlægningen af øvelsen, der var stablet på benene af Nordsjællands Politi i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, Rigshospitalet, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Falck.
Beboerne i Lundtofteparken kendte alle til øvelsen, for der hang opslag fra ejendomskontoret om øvelsen i alle opgangene, så mange beboere var trukket ud i solen, for at se hvad der skete. Men det gjorde de mange bilister, der var kørt af motorvejen på vej mod Lyngby og Danmarks Tekniske Universitet ikke, og flere af dem var lidt småsure over at blive forstyrret i deres køreplaner.
Klokken 20 var det hele forbi. Pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi fortæller, at øvelsen gik godt. Dog ikke helt efter planen: - Der er altid detaljer, der kan rettes og gøres bedre, det er derfor vi laver øvelserne. Der var ting, der ikke gik helt som forudset for eksempel havde beboerne fået at vide, at de efter evakueringen ville blive kørt til Lundtoftehallen, men det skete ikke, ligesom der var opgange, som hjemmeværnet overså. Hele øvelsen skal nu evalueres med alle parter. Til gengæld har vi kun ros tilovers for ejendomskontoret og beboerne i Lundtofteparken. Vi har været meget glade for samarbejdet.
8.okt.2008/nck
Foto: Frank Starck-Sabroe
Næste nyhed
DAB Nyhedsbrev (12)
Forrige nyhed