Aktuelt
Flere boligafdelinger har i år afholdt sommerudflugter for deres beboere. Turen er blandt andet gået til BonBon-Land og Legoland.
Flere boligafdelinger har i år afholdt sommerudflugter for deres beboere. Turen er blandt andet gået til BonBon-Land og Legoland.
På sommerudflugt med boligafdelingen Henover sommeren har flere boligafdelinger arrangeret udflugter for deres beboere. En af disse var Boligorganisationen SAMVIRKE i Lyngbys afdeling, Lundtofteparken. Fredag d. 29. juli tog 166 beboere, fordelt på tre busser, turen til det sydsjællandske &ndash nærmere bestemt BonBon-Land. Her tilbragte de hele den solrige dag, inden de ud på aftenen igen satte sig i busserne med kurs hjemad. Afdelingens formand, Lene Møllenberg, beskriver turen som en stor succes.
-Forrige år ændrede vi turen fra kun at være for børn til i stedet at være en familietur. Det har fungeret rigtigt godt, så det vil vi blive ved med.
Af de 166 deltagere havde 130 en anden etnisk baggrund end dansk. Det var derfor muligt for afdelingen at hente økonomisk støtte til turen fra Integrationsrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune, og dermed kunne billetpriserne holdes på 100 kr. pr. deltager.
Boligafdelingen har allerede besluttet at arrangere en udflugt igen til næste sommer, hvor Legoland er målet.
Jylland tur-retur For beboerne i Hillerød almennyttig Boligselskab afdelingen, Kongevænget, gik sommerens udflugt til netop Legoland.
Efter en 3,5 timer lang bustur ankom beboerne til forlystelsesparken midt på formiddagen. I løbet af de næste 5 timer, blev der kørt i rutsjebane, set på imponerende Lego-skulpturer og spist masser af is, inden bussen igen trillede mod Sjælland.
Den vellykkede tur har givet mod på mere i Kongevænget. Alt tyder på, at man igen næste år vil tage turen til den jyske klods-park.
Billedtekst: Boligafdelingen Lundtofteparken havde valgt BonBon-Land som mål for dette års sommerudflugt. De mange forlystelser var populære hos både de små og de lidt større.
22.aug.2011/msj
Næste nyhed
Ny naturvenlig legeplads i Bandholm Vænge
Forrige nyhed