Aktuelt
Hver mandag formiddag danser 15 beboere sammen i selskabslokalet i Islevvænge i Rødovre. Det giver livskvalitet og forbedrer fællesskabet.
Hver mandag formiddag danser 15 beboere sammen i selskabslokalet i Islevvænge i Rødovre. Det giver livskvalitet og forbedrer fællesskabet. Linedance i Islevvænge - Kryds over, kryds over, til siden stop. Og så kommer pingvinen, siger instruktøren i cowboyhat og højhælede støvler og viser en række små hurtige dansetrin med armene tæt langs koskindsjakken og hænderne strittende ud til siden som luffer. Det er mandag formiddag i Islevvænge, hvor omkring 15 beboere hver uge danser linedance i selskabslokalet med instruktion fra en professionel instruktør, der selv er opvokset i boligafdelingen. Alle er velkomne, og det koster kun ti kroner per gang. Glæder sig altid til mandag Da musikken kommer på, og tempoet sættes i vejret, laver en af beboerne pludselig et chassé modsat alle de andre og er ved at støde ind i sidemanden. Det udløser et latterbrøl fra hende selv. De andre griner med. - Bare rolig. Det kan du næste gang, trøstes hun. Birthe Dencker har været med på holdet siden det startede for et år siden. Hun synes, at det er rart at have fået muligheden for at lave noget med de andre beboere så tæt på, hvor de bor.
- Vi lærer hinanden at kende på en anden måde, fordi vi får grinet sammen og har det sjovt. Jeg glæder mig altid til at det bliver mandag. Det betyder alt, siger hun. Interessen vakt til beboerfest Ideen med at starte et linedancer-hold for beboerne i Islevvænge fik ægteparret Lilli og Villy Hansen til en vinterfest i afdelingen sidste år. Deres datter Dorrit, som er professionel instruktør og linedancer, kunne ikke lade cowboystøvlerne sidde stille, da der blev spillet op til musik. Hun og familien startede en lille linedance-kæde i et hjørne, og var pludselig omringet af 30 danselystne beboere, der lokkede hende til at vise dem dansen på scenen. Da Lilli og Villy fik lov til at låne boligafdelingens nyrenoverede festlokale, startede de danseholdet med Dorrit som instruktør. Nu er der omkring 15 beboere, der hver uge glæder sig til, at det bliver mandag igen. - Det giver rigtig god livskvalitet at danse, og så får man samtidig noget motion, siger Lilli Hansen. Billedtekst
13.okt.2010/mac
Næste nyhed
5 trin til offentliggørelse
Forrige nyhed