Aktuelt
Beboer skaber små grønne oaser i huset til stor glæde for de andre beboere.
Beboer skaber små grønne oaser i huset til stor glæde for de andre beboere.
Grønne fingre i Kollektivhuset Når beboerne i Gladsaxe almennyttige Boligselskabs afdeling Kollektivhuset Høje Søborg træder ind ad deres hoveddør, mødes de af et fint forårsbord med et udvalg af årstidens blomster. Levende lys og et fint diorama med et lille staffeli, som bærer et ufærdigt maleri understreger den hyggelige stemning ved bordet, som er blevet godt modtaget af Kollektivhusets beboere.
Bag bordet &ndash og mange andre grønne tiltag i Kollektivhuset &ndash står beboeren Karin Bennedsen, som kan noget med planter. Karin flyttede ind for lidt over et år siden og da hun i lange perioder i sit liv har boet i hus med have, fandt hun det naturligt at bringe det grønne med sig ind i Kollektivhuset.
I Karins egen lejlighed spirer mange vækster, som henover vinteren får lov at lune sig indendøre og om sommeren flyttes ud på altan og tagterrasse. På en trappeafsats som fører ud til Kollektivhusets tagterrasse har Karin endvidere indrettet et lille orangeri, hvor større planter overvintrer, når det er for koldt for dem på tagterrassen.
Beboerne i Kollektivhuset er glade for Karins grønne fingre og hendes lyst til at gøre afdelingen lidt grønnere indendørs. Karin har selv alt ansvaret for at væksterne trives og bidrager til gengæld med de små grønne oaser til afdelingen. Endnu et af Karins initiativer er en række små citrustræer, som pryder afdelingens parterregang. Selv om træernes små appelsiner og citroner sagtens kan spises, får de lov at blive siddende. Og sådan kan Kollektivhusets beboere få en fornemmelse af sydlandsk sommer, selv om det er en kold februardag på Søborg Torv.
Læs mere om Karin Bennedsen i Kollektivhuset og få grønne tips til have og altan i næste nummer af DAB Information, som udkommer 11. marts.
15.feb.2013/neg
billedtekst: Karin Bennedsen (th) beundrer sammen med Tove Smidth, Gladsaxes tidligere borgmester og nu beboer i Kollektivhuset, et af de grønne citrustræer, som pryder Kollektivhusets parterregang.
Næste nyhed
eTilbud er kommet godt i gang
Forrige nyhed