Aktuelt
Årets udsolgte beboer-revy i Ellemarken fik over 400 beboere til at skraldgrine af både politikere, bander og beboerformanden. Og de 32 medvirkende? De har fået en ny familie i teatergruppen.
Årets udsolgte beboer-revy i Ellemarken fik over 400 beboere til at skraldgrine af både politikere, bander og beboerformanden. Og de 32 medvirkende? De har fået en ny familie i teatergruppen.
Gode grin og netværk Salen bliver hurtigt fyldt af forventningsfulde beboere, der har sikret sig en billet til sidste forestilling af årets Elle-revy. Bag scenen bliver der sippet rødvin af hvide plastikkrus, pudret ansigter med talkum og kostumerne tages på i strategisk rækkefølge. Et par damer med storblomstrede kjoler og kulørte stråhatte fniser, mens teatergruppens letpåklædte dame skraldgriner. Er der nerver på inden dagens forestilling?
- Jo, jeg har altid lidt nerver indtil man står på scenen, indrømmer beboer i Ellemarken gennem 28 år og skuespiller i dagens anledning, Winnie Kruse.
- Naaarj. Det var kun det første år, siger Hans Jørgen Larsen, der er i gang med at tegne sine øjenbryn op med kohl.
- Der havde jeg øvet mig hver dag med at synge i kælderen og fået beboerne til at læse replikker for mig, mens jeg reparerede deres varmeapparat. Da jeg så stod på scenen, gik klappen ned. Lige indtil jeg fik et stikord fra instruktøren, så kørte det. Siden har jeg været bidt af det, siger Hans Jørgen, der har boet i Ellemarken i 34 år og har arbejdet som mesterassistent i Lynggården og Nordgården.
Skriver selv teksterne Det er beboerne selv, der finder på historierne, skriver teksterne, finder kostumer, laver mad til fredagens gallaforestilling, spiller musik, står i baren og hvad der ellers skal sørges for. Skuespillerne har arbejdet med revyen 2-3 gange om ugen siden sommerferien.
- Det kan godt være lidt hårdt ved siden af et fuldtidsjob. Hvert år tænker jeg, at nu er det sidste år, jeg er med, men så kan jeg alligevel ikke lade være, fortæller Winnie.
Det er tydeligt, at skuespillerne synes, det er mindst ligeså sjovt at stå på scenen, som publikum i salen synes, at de er at se og høre på. Det er dog fællesskabet i teatergruppen, som alle nævner som årsagen til, at de gider.
- Teatergruppen er blevet min familie, siger Winnie og fortæller om deres spiseklub, udflugter med overnatning, hyggeaftener i Hans Jørgens kolonihavehus og alt det andet.
Hjælper hinanden - Vi har fået et netværk, der siger Spar 2, afbryder Hans Jørgen Larsen, mens både mænd og damer flår kostumer af og på i det samme lille rum bag scenen.
- Hvis der er nogen, der har problemer, er vi der til at snakke om det og hjælpe hinanden. Og hvis der er en, der mangler penge til at tage på ferie, så finder vi ud af at køre af sted sammen i bilen, siger han.
Fakta: Ellerevyen Udover generalprøven torsdag aften, blev forestillingen spillet for fulde huse fredag aften med middag og efterfølgende dans og lotteri med præmier sponsoreret af de lokale forretninger. Søndag formiddag inkluderede billetten hjemmebagt kage og kaffe.
02.nov.2011/mac
Næste nyhed
Fremtidens byggesager bliver digitale
Forrige nyhed