Aktuelt
Gaseksplosion i Virumgaard Gaseksplosion i Dahliahaven. Lyngby
Søndag den 17. juli 2005 kl. ca. 07.30 skete der en voldsom gaseksplosion i Dahliahaven 91. Eksplosionen raserede fuldstændig Dahliahaven 91 og gav omfattende tryk- og brandskader på lejlighederne Dahliahaven 88, 89, 90, 92 og 93. Omkringliggende boliger i Dahliahaven fik også i mindre omfang bygningsskader.
Desværre er de menneskelige skader i denne sag også store, idet beboeren i Dahliahaven 91 efterfølgende døde af sine kvæstelser. Beboerne i Dahliahaven 88, 89, 90, 92 og 93 måtte evakueres fra deres hjem og finde ophold hos familie, venner eller på hotel.
Efter brandslukningen og evakueringen har politi, HNG, ISS, ejendomskontoret, afdelingsbestyrelsen, forsikringsselskabet, DAB m.fl. sat alt ind på at få overblik over situationen.
Undersøgelser viser, at der ikke er tekniske problemer med boligernes gasfyr. Gasfyr i blokken Dahliahaven 86-98 er alle blevet testet og fundet fejlfri ved tæthedsprøvning, og i dag kunne teknikere fra HNG konstatere, at det med sikkerhed kan siges, at der er foretaget et aktivt indgreb på gasfyret i Dahliahaven 91.
På grund af de omfattende skader og nedstyrtningsfare bliver området bag ved og foran Dahliahaven 91 nu spærret af. Oprydningsarbejdet afventer frigivelse af området fra politiet, mens den videre fremtid for boligerne afventer en teknisk rapport, der klarlægger omfanget af skaderne. I den forbindelse er det vigtigt, at beboere der har depotrum i blokken allerede nu kontakter ejendomskontoret med henblik på at få rømmet disse idet der er vandskader.
Mange beboere er blevet dybt berørt og rystet af hændelsen, og mange har formentlig spørgsmål til hændelsen og det videre forløb. Afdelingsbestyrelsen har derfor indkaldt alle beboere i afdelingen til informationsmøde i selskabslokalet Dahliahaven 134 torsdag den 21. juli 2005 kl. 18.00
19.07.2005
Næste nyhed
Sommerbesøg i afdelingerne
Forrige nyhed
Få pladser tilbage på web-masterkursus
Spørg os
-
Vi kan desværre ikke finde et svar til dig.
Forsøg at formulere dit spørgsmål anderledes, eller kontakt os
- Se flere svar