Aktuelt
Der var ingen spær og ingen krans. Til gengæld var humøret helt i top, da Gjesingparken i Esbjerg holdt rejsegilde for at fejre den store renovering af boligafdelingen.
Der var ingen spær og ingen krans. Til gengæld var humøret helt i top, da Gjesingparken i Esbjerg holdt rejsegilde for at fejre den store renovering af boligafdelingen. Festligt rejsegilde i Gjesingparken Fredag den 28. maj dannede den nyrenoverede boligafdeling i Esbjerg, Gjesingparken, rammen om et festligt rejsegilde. Den vigtige milepæl blev fejret af både håndværkere, teknikere og beboere.
Med nye mursten fra et af landets eksklusive teglværker, nye lavenergivinduer og nyt tag er Gjesingparken nemlig fuldstændig ved at ændre udseende. Renoveringen gennemføres efter de nye krav i bygningsreglementet, og det sikrer, at boligafdelingen kommer til at leve op til de nye strengere klima- og energikrav.
- En stor tak til beboerne for jeres forståelse og tålmodighed. Det er godt gået. Det viser, at vi jyder er gode til at bide tænderne sammen, når det gælder. Tak for det udførte arbejde til håndværkerne, der i al salgs vejr ufortrødent har slidt for at holde tidsplanen. Det glæder mig at se så mange af jer i dag, sagde afdelingsformand Elly Johansen, der også takkede ejendomsmester John Nielsen og hans folk.
Facaderenoveringen i boligafdelingen betyder, at det eksisterende murværk brydes ned, mens fundamentet udvides. Derved sikres plads til ekstra 50 millimeter isolering, altså i alt 150 millimeter.
- Jeg synes, I gør et godt stykke arbejde, sagde Leif Gudsø, formand for Esbjerg almennyttige Boligselskab og fortsatte: - Og jeg synes afdelingsbestyrelsen sammen med teknikere og DAB har lavet et godt stykke arbejde. Det er en stor dag for hele Esbjerg almennyttige Boligselskab.
Alle døre og vinduer i Gjesingparken udskiftes, og det samme gør taget. Under det nye tag kommer der hele 200 millimeter isolering. Den samlede renovering løber op i 154 millioner kroner.
- Denne renovering vil sætte Gjesingparken på Esbjerg Kommunes kort over de flotteste boligbebyggelser i kommunen. Tak for det, sagde Niels Olsen, direktør for DAB, der også fremhævede Esbjerg almennyttige Boligselskabs viljestyrke i processen.
Det er MT Højgaard Esbjerg, der står for totalrenoveringen af tag og facader. Arbejdet begyndte i februar 2009, og projektet skal være gennemført i januar 2011.
- Fra dag 1 har der været en ånd på dette byggeri, der ligger langt ud over det sædvanlige. Der har været en gensidig forståelse mellem parterne. Tak for det til beboere, teknikere og håndværkere. Nu skal vi færdiggøre byggeriet, så kære håndværkere: fortsæt som hidtil, så skal det nok lykkes, sagde Claus Tornbo fra entreprenørfirmaet MT Højgaard og udråbte en skål.
Gjesingparken er opført i slutningen af 1970'erne. Det er Esbjerg Almennyttige Boligselskab, der ejer de 284 lejligheder fordelt på 15 boligblokke. 7.jun.2010/tst
Næste nyhed
Legegade i Grantoften indviet
Forrige nyhed