Aktuelt
DAB's Boligpolitiske Konference 2012 bød på en perlerække af inspirerende og veloplagte foredragsholdere. Næsten 200 beboerdemokrater deltog på konferencen.
DAB's Boligpolitiske Konference 2012 bød på en perlerække af inspirerende og veloplagte foredragsholdere. Næsten 200 beboerdemokrater deltog på konferencen.
Et væld af viden og idéer Det handlede om de overordnede idéer, værdier og strategier på årets boligpolitiske konference, som DAB afholdt for næsten 200 beboerdemokrater i denne weekend.
Hele otte oplægsholdere tog i løbet af lørdagen deltagerne med på en rejse, som blandt andet førte ind i fremtiden, igennem mediernes virkelighedsbillede, over værdier som frivillighed og velfærd til passivhuse og solceller. Og til sidst kom konferencens deltagere på en underholdende tur ind i deres egen personlighed.
Marianne Levinsen, som arbejder på Center for Fremtidsforskning, ridsede samfundets udvikling op for den periode, der har eksisteret almene boliger i Danmark, og pegede frem mod de næste årtier, som med nye værdier, en ændret aldersmæssig sammensætning af befolkningen og voksende tilflytning til byerne, kommer til at stille nye krav til de almene boliger i form af fleksibilitet, alsidighed og aktiviteter i boligområdet. Herefter tog kommunikationsrådgiver Michael Kristiansen - med underholdende eksempler fra de seneste års forsidehistorier &ndash konferencens deltagere med på en tur gennem mediernes til tider forvrængede billede af personer og fakta og kom med gode råd til, hvordan man bliver synlig på en positiv måde i dagens mediebillede. Frivillighed og velfærd Susanne Larsen, præsident for Røde Kors og medlem af DAB's bestyrelse, slog i sit oplæg til lyd for, at vi fokuserer mere på værdier i stedet for på økonomi, som det er tilfældet i dag. Vi bør bevæge os fra at være 'kunder og forbrugere i velfærdsstaten' til at blive 'medborgere i det danske samfund'. Et samfund, hvor solidariteten genopfindes og både vi selv som person og civilsamfundet som helhed går ind og tager et ansvar for vores alle sammens velfærd. Og netop i boligområderne, hvor vi er tæt på hinanden &ndash og alligevel ikke &ndash kan vi give disse værdier et skub i den rigtige retning, for, 'hvem går f.eks. ind og snakker med fru Olsen ved siden af, som lige har mistet sin mand?', spurgte Susanne Larsen retorisk.
DAB's energigruppe og Bjerg Arkitekter satte fokus på løsningerne af den almene sektors udfordringer - i forhold til både økonomi og miljø - i form af solceller og passivhuse. Det var oplæg, der mødtes med stor interesse og mange spørgsmål fra konferencens deltagere. Og da direktør i DAB, Uffe Kjær, opsummerede de mange emner der var blevet berørt i løbet af dagen, skete det med beboerdemokraterne som et 'byting', der med blå og røde kort stemte henholdvis ja og nej til fremtidens store spørgsmål. Et meget underholdende indslag med masser af plads til humor der kaldte latteren frem.
En festlig finale blev leveret af enneagrameksperten Claus Roager Olsen, som på en meget underholdende måde gav eksempler på forskellige personlighedstyper og hvorledes de udfordres i samarbejdet med hinanden i for eksempel en afdelingsbestyrelse.
Lørdagen rundedes af med festligt samvær og om søndagen var der rundvisning på Kronborg for de morgenfriske, inden beboerdemokraterne atter kunne vende hjem til deres respektive boligafdelinger fyldt med nye idéer og inspiration.
Læs mere om Boligpolitisk Konference 2012 i DAB Nyhedsbrev december.
12.nov.2012/neg
Billedtekst: Et festligt indslag var det, da deltagerne på DAB's boligpolitiske konference 2012 skulle tage stilling til en række af dagens spørgsmål med blå og røde kort.
Næste nyhed
Solgården renoveres
Forrige nyhed
Masser af energi til møde om energibesparelser
Spørg os
-
Vi kan desværre ikke finde et svar til dig.
Forsøg at formulere dit spørgsmål anderledes, eller kontakt os
- Se flere svar