Aktuelt
Oppustede tal og påstande har desværre præget omtalen af DAB's annullerede udbud af rammeaftaler.
Oppustede tal og påstande har desværre præget omtalen af DAB's annullerede udbud af rammeaftaler.
De skønne udbudskræfter er ikke spildt Under overskrifter som 'Skønne spildte udbudskræfter' og 'tab på 10 mio. kr. for byderne' har der i den sidste tid været en del omtale i pressen af DAB's annullation af et EU-udbud af rammeaftaler for rådgivere. DAB finder, at omtalen er så præget af faktuelle fejl og andre parters egeninteresser, at vi er nødsaget til at kommentere disse. DAB valgte at annullere udbuddet efter en henvendelse fra brancheorganisationerne Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) og Danske Arkitekter, hvori de anfægtede forhold omkring DAB's konkurrence -kriterier og krav til forsikring. Det paradoksale er, at DAB netop efter et møde med de to parter - inden udløbet af tilbudsfristen &ndash havde udsendt rettelsesblad til udbuddet, efter aftale med de to brancheorganisationer, der nikkede ja til, at de så ikke ville klage over udbuddet. Først en måned efter udbuddets offentliggørelse kommer så en ny overraskende indsigelse fra FRI og Danske Arkitekter, hvor de oplyser, at de vil rejse en klagesag, såfremt udbuddet ikke bliver annulleret. Den henvendelse fører til, at DAB annullerer udbuddet ud fra princippet om, at hvis der kan være tvivl om noget som helst, så retter vi det til. Et væsentligt stridspunkt i udbudsmaterialet er, at DAB har valgt at bruge 'erfaring med almene boligsager' som konkurrenceparameter. For DAB, som administrerer omkring 50.000 boliger for 50 almennyttige boligselskaber, falder det naturligt at søge rådgivere med erfaring inden for den almene sektor med dens ofte komplicerede regler, for at opnå den mest fordelagtige løsning for vores administrerede selskaber. Brancheorganisationerne FRI og Danske Arkitekter har også kritiseret påståede uklare forhold i udbudsmaterialet omkring honorarfastsættelse og prissættelse af rådgivernes projektansvarsforsikring. Det pudsige er, at alle de bydende har været i stand til at levere begge dele uden problemer, også selv om det kræver en forsikring ud over den basisforsikring, de to brancheorganisationer tilbyder deres medlemmer.
I en stort opsat artikel i Børsen Ejendomme 14. februar 'raser' et rådgivende ingeniør-firma over 'elendige udbud' og sagen om DAB's annullation er flettet behændigt ind i artiklen. Det er værd at bemærke, at firmaet umiddelbart efter artiklens offentliggørelse ringede til DAB for at fortælle, at det lå dem meget på sinde, at sige, at deres kritik ikke handlede om DAB. De var blevet interviewet om udbud generelt og sagen om DAB's udbud har journalisten efterfølgende blandet ind i artiklen. Enhver ved, hvordan en fjer kan blive til fem høns og pressens håndtering af sagen om DAB's udbud er ingen undtagelse. Når man i pressen kan læse, at de '80 bydende rådgivere' tilsammen har tabt op mod '10 mio. kroner' ved at indsende '6000 ringbind' med tilbud, vækker det grund til bekymring over klummeskrivernes seriøsitet. Man har ligeledes 'hørt om et ressourceforbrug på op til 100.000 kroner for at få lov at give tilbud' og dette ganger man vupti op med 80 bydende og kommer tæt på de 10 mio. kroner. Det er ikke seriøst. Faktum er, at 63 rådgivere valgte at byde på op til 10 rammeaftaler. Langt fra alle har budt på alle 10. DAB har således modtaget 349 tilbud &ndash hvert tilbud i to ringbind, hvoraf det ene ringbind er en kopi. Der er altså langt fra de '6000 ringbind' til de 698, som DAB faktisk har modtaget. Og nej, rådgivernes arbejde er ikke spildt. For når DAB påny offentliggør udbuddet om rammeaftaler, sker det med enkelte tilrettelser og rådgiverne kan derfor bruge langt størstedelen af deres materiale igen.
11.mar.2013/neg
Næste nyhed
Unge i Skælskør skaber kunst i bevægelse
Forrige nyhed