Aktuelt

I et ekstranummer af DABNyhedsbrev kommenterer formanden for DAB's bestyrelse, Børge Jensen velfærdskommissionens rapport. DAB kommenterer velfærdskommissionens rapport Af Børge Jensen Formand for bestyrelsen i Hvidovre almennyttige Boligselskab, og for DAB's bestyrelse. I den almene sektor var forventningerne store til Velfærdskommissionens rapport: Dels vil mange af vore beboere være særligt afhængige af velfærdspolitikken, i de almene boliger &ndash dels kom kommissionens rapport midt i en bekymrende situation for den almene sektor, hvor statens indgreb i vore fonde har rystet almene beboere og selskaber. Men når man nærlæser kommissionens analyse og forslag vedr. den almene sektor er jeg ikke sikker på, at ret mange af den million danskere, som bor i almene boliger, føler sig helt sikre på, hvis velfærd kommissionen tager vare på. Kommissionen foreslår en reform af den almene sektor. Jeg er enig i, at der er behov for en reform. Derimod er jeg ikke enig i den foreslåede retning for sektorens videre udvikling. Kommissionen tager udgangspunkt i, at sektoren er offentlig støttet &ndash ja, den går næsten så vidt som at påstå at de almene boliger er statens ejendom &ndash og den angiver løsninger til, hvordan en reform af sektoren kan lede penge tilbage til den stat, som har været én af bidragyderne til den offentlige støtte. Velfærdskommissionen går næsten regeringens ærinde i sin optagethed af de voksende indskud i Landsbyggefonden, som følger af, at især de mange boligafdelinger fra 1980'erne og 1990'erne, der er finansierede med indexlån, i de kommende år har færdigbetalt deres lån. Selv om de store indbetalinger til fonden ikke er indtrådt endnu, har staten allerede taget forskud på begivenhederne ved for årene 2001-04 at inddrage 5,7 mia. kr. af Landsbyggefondens forventelige tilvækst. Nogle uger før jul indgik regeringen forlig med Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, efter hvilket der for årene 2005-06 skulle beslaglægges yderligere 2,3 mia. kr. af lejernes penge i landsbyggefonden. Samme dag, regeringen fik flertal til at særbeskatte de almene boliger, sløjfede den lufthavnsskatten, således at den del af danskerne, som ikke har problemer med at få det hele til at hænge sammen, kan undgå en afgift på 75 kr. pr. afgang. Værdien af denne lettelse er ca. 700 mio. kr. årligt. På den måde kan man sige, at de almene boliger betaler for, at staten kan være imødekommende over for det fly-rejsende publikum. Særligt fire punkter i Velfærdskommissionens rapport vedr. de almene boliger er så diskutable, at det kalder på en kommentar. 1. Ejendomsretten I indledningen til afsnittet om almene boliger skriver kommissionen: Den almene bolig er en offentlig støttet lejebolig, således har beboeren hverken en direkte eller indirekte ejendomsret til boligen. Dette synspunkt er med til at danne baggrund for et meget vidtløftigt forslag fra kommissionen om at inddrage Landsbyggefondens midler i den statslige økonomi. Sandt er det, at beboeren i den almene bolig ikke har direkte ejendomsret til boligen. Mere tvivlsomt er det, om der heller ikke kan påstås en indirekte ejendomsret til boligen. Den enkelte almene bolig indgår i en almen boligafdeling, som &ndash typisk sammen med andre boligafdelinger &ndash udgør det almene boligselskab. Det lokale boligselskab ejer de boliger, som hører under det pågældende selskab, og det er de enkelte boligafdelinger, som har skøde på ejendommene. Da man ikke kan beskrive personkredsen bag et alment boligselskab bedre end summen af de aktuelle beboere, må det være beboerne, som ideelt og kollektivt ejer de boliger, de bor i. Nærmere kommer vi vist ikke en definition af ejerkredsen. Jeg bemærker mig da også at kommissionen &ndash i denne sammenhæng &ndash vogter sig for at komme med et bud på, hvem der ellers skulle have ejerskab til boligerne. Endelig skal det pointeres, at offentlig støtte til et givet formål ikke i sig selv ændrer på ejerskabet. Ejerboliger modtager støtte til betaling på lånene gennem fradragsret for renter. Dermed anfægter man vel ikke ejerens ejendomsret? Og landbrugsstøtten har vel heller ikke forrykket landbrugets ejendomsforhold? 2. Fører statsstøtte til ejendomsret? En af de mere uhyrlige påstande i Velfærdskommissionens rapport handler om den del af beboernes huslejer, som dækker låneydelsen, og som efter lånenes tilbagebetaling indbetales til Landsbyggefonden, der bl.a. finansierer de store, nødvendige renoveringer, påtrængende huslejereguleringer, indsatsen mod ghettoisering m.m. Her finder Velfærdskommissionen anledning til at anbefale, at den del af huslejen, der går til dækning af finansieringsomkostningerne, tilfalder det offentlige &ndash også på sigt, når lånet til boligen er amortiseret. Det er reelt det offentlige, der har betalt lånet. Der argumenteres således for, at de fremtidige, milliardstore indbetalinger til den fond, der skal sikre, at 540.000 almene boliger fornyes, forbedres og dermed gøres i stand til at møde de stigende udfordringer, inddrages af det offentlige. Begrundelsen skulle være, at staten &ndash i højrenteperioder &ndash har støttet låntagningen med en betydelig del af de årlige ydelser. Her fejler kommissionen: Man kan jo ikke kortslutte fra den kendsgerning, at staten i nogle perioder har dækket en del af ydelserne på lånene til en påstand om, at i så fald kan staten lægge beslag på alle boligers samlede ydelsesevne &ndash også efter lånenes afvikling. Det er rendyrket ekspropriation på et betænkeligt løsagtigt grundlag. I de år, hvor vi udviklede vores velfærdssamfund, blev der meget fornuftigt generelt givet støtte til boligudbygningen. Den almene sektor havde en lav lånerente, men der blev jo også givet meget lavt forrentede statslån til mindre private parcelhuse. Og i højrenteperioden i 1970'erne kunne hele renteudgiften trækkes fra. Det var en støtte, der var fuldt på højde med den, der blev givet til de almene boliger. Der var nok nogle, som ville gøre anskrig, hvis det blev hævdet, at fordi det offentlige gennem fradragsretten for renter har gjort det muligt for parcelhusejerne at købe deres ejendomme, skal de fremover, når lånene er udløbet, fortsætte med at betale deres nettoydelse som en slags særskat til staten. Kommissionens forslag er nemlig et forslag om særskat. Tilmed et betydeligt og meget vilkårligt skattemæssigt indgreb. De meget forskellige lånemuligheder, der har været praktiseret siden 1940'erne, betyder vidt forskellige slutbetalinger på lånene: I en afdeling, som den jeg bor i, Bredalsparken i Hvidovre, der er finansieret omkring 1950 med lavtforrentede faste lån, skulle en bolig på 70 m2 efter disse regler betale ca. 2.500 kr. om året ekstraordinært til staten, mens en bolig af samme størrelse i Sønderby i Tåstrup almennyttige Boligselskab, der er finansieret omkring 1990 med 35-årige indexlån, skal betale ca. 25.000 kr. om året. 10 gange så meget. Det strider mod vores retfærdighedsprincipper, at særskatter kan variere indtil det 10-dobbelte på så vilkårlige præmisser. 3. årlige subsidier til de almene boliger Det umiddelbare direkte og indirekte subsidium til beboere i almene familieboliger skønnes at udgøre 5,4 mia. kr. i 2005 lyder indledningen til kapitlet om reformvejen for den almene bolig. Der er tale om en ganske udokumentet påstand, som efter vor opfattelse i DAB skyder langt over mål. Den mest åbenbare støtte er, at staten sikrer, at beboerne ikke skal betale mere end ca. 3,7 % af den samlede anskaffelsessum i renter og afdrag på de lån, som finansierer hovedparten af byggeriet. Dengang realrenten var f. eks. 8 %, var der således tale om en regulær støtte, idet staten betalte ca. halvdelen af låneomkostningerne. Men de senere år, hvor realrenten har været ca. 3 %, er der bestemt ikke tale om nogen statsstøtte. Staten låner endda selv pengene til de almene nybyggerier til under 3 %, og derfor tjener staten i disse år direkte penge på at yde støtte til alment boligbyggeri. Det er således ganske overladt til læsernes fantasi at forestille sig, hvordan de samlede subsidier skal regnes ud, og om det er en billig eller en unødig dyr støtte. Man skal jo sammenholde subsidierne med, hvad man opnår for pengene: Sektoren løser en række boligbehov for samfundet, som ingen andre skal eller vil tage sig af: De almene beboere modtager efter kommunernes anvisning samfundets marginalgrupper: indvandrere og flygtninge, psykisk syge (som førhen var langtidsindlagte på statshospitalerne) arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, enlige forsørgere. Hvad er den samfundsmæssige værdi af, at den kollektive omsorg tager vare på disse grupper til aflastning af det offentlige? 4. Der påstås en huslejefordel på 5,4 mia. kr. om året En påstand af tilsvarende løs karakter er den, at der består en huslejefordel i de almene familieboliger på 5,4 mia. kr. Beløbet svarer til opfattelsen af de samlede subsidier, og måske dækker det over, at der i virkeligheden er tale om det samme beløb, som til lejligheden gives to forskellige betegnelser. Der foreligger ikke nogen beregning af huslejefordelen. Der henvises til vismændenes rapport og foretages en simpel proportional antagelse. Med huslejefordelen menes forskellen mellem den faktiske husleje og en antaget markedshusleje. Det fremgår ikke, om der i beregningen er taget højde for den omstændighed, at ligesom der er almene boliger med fordelagtig husleje, er der også almene boliger &ndash især nyere boliger i provinsen &ndash som koster så meget, at der ligefrem er udlejningsvanskeligheder og lejetab. Ses der med andre ord kun på fordelene ved den omkostningsbestemte husleje, eller modregnes de af ulemperne ved samme? Kommissionen vil beskatte denne huslejefordel. Ikke fuldstændigt, men for at synliggøre huslejefordelen som det hedder. Det lyder som et pædagogisk princip, og jeg havde da også hellere set et argument om, at en beskatning ville føre til nogle velfærdsmæssige fordele. Kommissionens forslag går ud på, at der gradvist sker en beskatning af huslejefordelen, således at der i 2030 sker en 50 % beskatning. Hvis man betaler 600 kr. pr. m2 pr. år og markedslejen sættes til 900, skal man altså beskattes af halvdelen af forskellen på 300 kr. pr. m2 pr. år. Jeg finder det betænkeligt, at de almene beboere, som typisk repræsenterer de laveste indtægter, pålægges så betydelige ekstraskatter. Jeg er åben over for en regulering af huslejerne, så de i højere grad afspejler brugsværdien, men pengene skal blive i sektoren! De kunne anvendes til huslejenedsættelse i de almene boliger, hvor det omvendte forhold mellem pris og kvalitet gør sig gældende, og de kunne indgå i de fondsdannelser, der bliver meget hårdt brug for, hvis vi skal modernisere de store bebyggelser, der præges af store konflikter og hastig nedslidning. Kender kommissionen overhovedet de udfordringer, de almene boliger står midt i? Ser kommissionen de store opgaver, der forestår og som skal finansieres af Landsbyggefondens midler? De store montagebyggerier fra 1970'erne og meget af det senere byggeri er bygget som eksperimentalbyggeri i højkonjunkturer og derfor ikke i den allerbedste kvalitet. Overvægten af sårbare og utilpassede beboere i sektoren bidrager også til, at mange af disse afdelinger allerede nu er voldsomt nedslidte, forældede og utidssvarende. Det er afgørende at holde modet oppe i forstædernes store almene afdelinger, så vi undgår, at den sociale slagside forstærkes til de optøjer, som vi for nogle måneder siden så voldsomme eksempler på i Paris' forstæder, og som også er set i England og Tyskland. Det kræver tidssvarende boliger, som beboerne har lyst til at værne om. Det gælder især om at holde fast i de ressourcestærke og veltilpassede beboere, der kan tjene som rollemodeller, og som har overskudtil at tage del i det meget vigtige beboerdemokrati, der skal stå for omsorg, udvikling og selvjustits. Det er derfor ikke nok med efterisolerede facader, tætte tage, glasinddækkede balkoner og nye tekniske installationer i køkken og bad. De store friarealer skal fornys og sikres en løbende pleje, så de kan fremtræde attraktive og værdige. Lånene skal i mange tilfælde lægges om, så huslejen kan holdes på et niveau, der kan virke tiltrækkende og fastholdende for de grupper, der betaler hele huslejen selv. De skal nemlig helst blive boende. Og de mange eksempler på psykisk syge, adfærdsvanskelige unge, ja, nu også hærgende bander, der nedslider og ødelægger bebyggelsen og truer de øvrige beboere, kalder på en særlig forebyggende indsats, som også skal finansieres. En udsultning af den almene sektor ved beslaglæggelse af midlerne til sektorens fornyelse og ved særbeskatning af de huslejeforskelle, som også denne sektor kan byde på, er noget af det mest farlige at indlade sig på. Det vil øge spændingen og disharmonien i samfundet, fordi det repræsenterer en særbeskatning af sektorens beboere, der slet ikke står mål med dens betalingsevne. Og det vil hindre en nødvendig og ønskelig udvikling af de mange almene boligafdelinger, som under sådant pres kan udvikle sig til dystre ghettoer, isoleret fra det øvrige samfund og den velfærd, som er selve temaet. Ved at overse de bløde faktorer i den almene sektor skaber Velfærdskommissionen baggrund for at fjerne velfærden i det segment, hvor den måske er allermest påkrævet. Det ville være mere konsekvent at sætte den almene sektor fri. De øgede indbetalinger kunne anvendes til at tilbagebetale den statsstøtte, kommissionen er så optaget af. De kommunale indskud kunne bestå som en betaling for den anvisningsret, vi er alene om at tilbyde. Det fremtidige, almene boligbyggeri kunne finansieres med støtte fra Landsbyggefonden i stedet for fra staten. En gradvis harmonisering af huslejerne mod en bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet kan give plads til at lette huslejen i de vanskeligt stillede afdelinger. Det vil lette presset på Landsbyggefondens midler, så der bliver flere midler til den store forebyggende boligsociale indsats. På den måde sker der en solidarisk løsning af sektorens problemer &ndash med sektorens egne midler. Og staten kan spare sin lånestøtte og nedlægge et bureaukratisk kontrolapparat med en særdeles kompliceret og detailreguleret lovgivning. 20.03.2006 DABNyhedsbrev ekstra Printvenlig version Til toppen