Aktuelt
DAB donerer 50.000 kroner til sociale aktiviteter i Skuldelev.
DAB donerer 50.000 kroner til sociale aktiviteter i Skuldelev. DAB forærer 50.000 kr. til sociale aktiviteter i boligafdeling
En række børn og unge i den lille by Skuldelev i Hornsherred kan glæde sig over, at der bliver penge til for eksempel en tur i Bonbon land og lignende sociale aktiviteter i 2007.
DAB har nemlig doneret 50.000 kroner til det såkaldte 'Skuldelevprojekt'. Byen har kun ca. 1.000 indbyggere, og hver femte bor i relativt nyt alment boligbyggeri - blandt andet boligafdelingen Løvekær, som administreres af DAB.
'Skuldelevprojektet' blev oprettet i 2004, da der kom der meldinger fra skoler og institutioner, om at der var sociale problemer med børn og unge i området. Den gamle Skibby Kommune indkaldte til møde mellem boligorganisationerne, skole, SSP og de sociale myndigheder. En styregruppe blev oprettet for at skaffe penge til et projektarbejde, som skulle dæmme op for problemerne gennem sociale aktiviteter.
Det lykkedes at få 300.000 kroner om året fra en pulje i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det gav penge til at deltidsansætte en projektleder, oprette en pc-klub for børn og unge og arrangere fællesaftener for ældre, ligesom andre fællesaktiviteter blev stablet på benene i 2005-06.
Nu har ministeriet lukket kassen i, så Skuldelevprojektet søger igen penge i puljer og private fonde. økonomien betyder at projektmedarbejderen må stoppe, men projektet og de frivillige kører videre, for aktiviteterne hjælper ifølge DAB's konsulent i projektet, Preben Jørgensen, mærkbart på forholdene i byen. DAB har derfor lagt 50.000 kroner i kassen, og sammen med andre små legater og tilskud giver det foreløbig godt 75.000 kroner til aktiviteter for børnene i Skuldelev i 2007.
08.01.2007
Næste nyhed
E-nyt nr. 1 - 2007
Forrige nyhed