Aktuelt
Udstilling af sandskulpturer på havnen i Hundested inviterede børnene med som aktive kunstnere.
Udstilling af sandskulpturer på havnen i Hundested inviterede børnene med som aktive kunstnere. Børn fra Høje Tøpholm og Degnebakken sætter spor i sandet Passerer man her om sommeren havnen i Hundested, kan man ikke undgå at lægge mærke til kunstfærdigt udformede sandskulpturer forestillende indiske guder, bygningsværker med mere og såmænd også en flyvende giraf. Den flyvende giraf står børn fra Degnebakken, Høje Tøpholm og Maglehøj i Frederiksværk for. Sammen med opsøgende medarbejder Thomas Ren Kronby besøgte de nemlig sommerens udstilling af sandskulpturer, da omkring 50 børn fra egnens sfo'er var inviteret med som aktive kunstnere.
Børnene arbejdede videre med det samme tema, som de professionelle sandskulptører havde valgt, nemlig guder og helte. Nogen lavede en buddha-figur på en sky, andre lavede Asterix og pyramider og atter andre lavede Holger Danske, som også blev den figur, der vandt børnenes konkurrence. Børnene fra Høje Tøpholm, Degnebakken og Maglehøj valgte at arbejde med dyrefigurer som elefanter og den flyvende giraf.
Inderen Sudarsan Pattnaik er mesteren bag den syv meter høje Ganesha-skulptur, som dominerer udstillingen. Som fem-årig blev Sudarsan sendt af sted for at tjene penge og gik ned på stranden og begyndte at lave figurer. I dag er han en af verdens bedste sandskulptører og mangler ikke penge.
Sandfigur udstillingen er en tilbagevendende begivenhed i Hundested og det er Erhvervsforeningen, der står bag. Også sidste år besøgte børn fra Degnebakken og Høje Tøpholm udstillingen sammen med opsøgende medarbejder Merete Larsen og havde en hyggelig dag på havnen. De skulpturer, børnene har lavet, får ligesom de professionelles skulpturer lov at stå, så længe vejr og vind tillader.
5.aug. 2010/neg
Næste nyhed
I fleksjob med brækket ryg
Forrige nyhed