Aktuelt
Annie Madsen opvarmede sin lejlighed i Kirke Sonnerup med dyr elvarme, og derfor kiggede hun sig om efter alternativer. En ny varmepumpe har nu sparet hende for 5.000 kroner på elregningen.
Annie Madsen opvarmede sin lejlighed i Kirke Sonnerup med dyr elvarme, og derfor kiggede hun sig om efter alternativer. En ny varmepumpe har nu sparet hende for 5.000 kroner på elregningen. Annie har sparet 5.000 kroner på sin elregning På væggen i stuen hos Annie Madsen i Kirke Sonnerup hænger en aflang hvid kasse og snurrer sagte. En kølig vind strømmer ud af apparatets bund.
- Ja, den varmer ikke i dag, for det er jo dejligt vejr, siger Annie Madsen, og sætter sig i en af de mange solstråler, der falder ind i stuen denne oktoberdag. Apparatet på væggen er en såkaldt varmepumpe, og mens den står og brummer, gør den rent faktisk Annie Madsen flere tusinde kroner rigere hvert år.
- Jeg havde el-varme og syntes, elregningen var blevet stor, siger Annie Madsen, der er formand for afdelingsbestyrelsen i æblelunden og for Lejre-Bramsnæs almennyttige Boligselskab. Noget måtte der gøres for at nedbringe udgifterne.
- Vi har en god ejendomsmester, som altid prøver at finde billigere alternativer. Han havde hørt om disse varmepumper. En dag tog bestyrelsen så op for at se en demonstration i Gershøj i nogle andelsboliger. De havde fået installeret varmepumper på grund af fugtproblemer, og de hjalp på fugten.Men det interessante var, at de også sparede kroner på bundlinien, fortæller hun og fortsætter:
- Der bor mange ældre og pensionister her, og vi tænkte, at det også måtte kunne lade sig gøre at sætte varmepumper ind i vores boliger. Vi undersøgte sagen, og det endte med, at vi fik et godt tilbud fra forhandleren.
En god investering Beboerne lånte til varmepumperne i deres egne midler i afdelingen og betaler pengene tilbage over ti år. Annie Madsens varmepumpe blev installeret 1. august 2007, og den kostede 14.000 kroner inklusive installation. Den investering gav pote. Siden 2005 har Annie Madsen nøje ført regnskab med elmåleren. Hver den første skriver hun månedens elforbrug ned, og derfor kan hun tydeligt dokumentere resultatet. I en vintermåned som februar brugte Annie Madsen 1.252 kilowatttimer i 2007 mod 835 i 2008. Det kan mærkes på bundlinien. I hele el-året 2007/08 brugte hun slet og ret ca. 2.000 kilowatttimer færre end i 2006/07.
- Da året var gået, kunne jeg se, at jeg sparer 5.000 kroner på elregningen. Før havde jeg et forbrug på 18.000 kroner om året, og nu er jeg nede på 13.000 kroner. Og der er ikke sket andre ændringer i husstanden eller i levevis end installation af varmepumpen. Så det er en ren besparelse, fortæller Annie Madsen, der flyttede ind i æblelunden i 1993.
Fungerer som et omvendt køleskab Til apparatet hører en udendørsdel, der står ude på terrassen, og de to dele er forbundet af luftslanger gennem et hul i væggen. På fjernbetjeningen kan Annie Madsen indstille temperaturen i stuen, og den sørger maskinen så selv for at holde.
- Jeg har mine døre stående åben,så varmen kan fordele sig rundt i huset fra stuen. Flere besøgende har faktisk spurgt mig, hvad er det for en dejlig varme, jeg har. Det er en helt anden slags varme. Kun hvis det er kold vinter, og vinden står i nord så, tænder jeg for el-radiatoren i kontoret, men det er kun sket en gang. I soveværelset har jeg aldrig varme på og i badeværelset er der gulvvarme året rundt, siger formanden for æblelunden. Apparatets sagte brummen stopper,og de små låger til ventilatoren lukker sig ganske langsomt og lydløst. Der er nu 22 grader i stuen hos en yderst tilfreds formand i Kirke Sonnerup.
4. nov. 2008/tst
Næste nyhed
E-nyt (11)
Forrige nyhed