Sorgenfrivang II modtager hæder
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Renoveringen af de tre højhuse i Sorgenfrivang II, Lyngby almennyttige Boligselskab, fik mandag den 2. oktober hædrende omtale. Det skete, da Lyngby-Taarbæk Kommune på Arkitekturens Dag uddelte priser og hæder til nybyggerier og renoveringsprojekter.
- I renoveringen er der lagt vægt på optimale lys- og energiforhold, og beboerne er blevet inddraget i løsningerne, der omfatter bæredygtighed med hensyn til sociale, økonomiske og miljømæssige forhold. Der er derfor tale om en vellykket renovering med sammenhæng mellem bæredygtighed, bevaringsværdighed og arkitektonisk kvalitet, lyder det blandt andet i dommerbetænkningen.
Også en tilbygning til Kongestien 56 modtog hædrende omtale. De nybyggede Kaperstalde i Dyrehaven og den renoverede industribygning på Nymøllevej 78 modtog kommunens Arkitekturpris.