Nyt udvalg støtter bæredygtige tiltag
Tekst: Johnny Gudmand Illustration: Uwe Jahn
Klimaudfordringen er et fælles anliggende, og FN’s 17 verdensmål har sat dagsordenen for bæredygtig udvikling frem mod 2030. I DAB samarbejder vi hver dag med bestyrelser, ejendomsfunktionærer og beboere om at vælge de rette løsninger til gavn for beboerne. De rette løsninger er også de bæredygtige løsninger, både økonomisk og klimamæssigt. DAB’s Udvalg for Bæredygtighed støtter op om det arbejde ved at yde tilskud til bæredygtige initiativer i det små i boligafdelingerne. Så alle uanset økonomi og størrelse kan bidrage.
- I DAB arbejder vi med seks af de 17 verdensmål, og vi har nedsat udvalget for at være med til at støtte op om de grønne og bæredygtige løsninger. Vi skal dyrke det grønne og det bæredygtige og få så mange involveret som muligt. DAB administrerer mange selskaber, der meget gerne tænker bæredygtigt, og vi har afsat 500.000 kroner til at få nogle af de gode tanker realiseret. Vi ser mange spændende muligheder i udvalgets arbejde. Jeg synes jo, at alle bør interessere sig for klimaet. Det er en fælles udfordring, der kræver en fælles løsning, fortæller Henrik Berg, formand for DAB’s bestyrelse.
Bæredygtige baner
Udvalget består af formænd fra tre boligselskaber administreret af DAB: Søren Dalgaard, Køge almennyttige Boligselskab, Claus Ohlsson, Rødovre almennyttige Boligselskab, og Matilde Herget, Skælskør Boligselskab. På udvalgets første møde i oktober blev det besluttet, at Søren Dalgaard bliver formand.
- Det første møde gik rigtig godt, vi fik talt om rammerne og det fremadrettede arbejde. Det blev besluttet, at vi skal have tre møder om året, og at boligselskaber og -afdelinger kan søge tilskud fra januar 2020. Et udvalg som det her er en god idé, der skal være med til at sætte skub i bæredygtige tiltag. Vi skal have endnu flere til at tænke i bæredygtige baner. På det første møde blev det besluttet at udarbejde et koncept for grønne beboere, der læner sig op ad de gode erfaringer fra de grønne ambassadører i ejendomsfunktionen, fortæller Søren Dalgaard.
Ideen til udvalget opstod på repræsentantskabsmødet i 2019, hvor DAB blev opfordret til at etablere et udvalg til at støtte bæredygtige initiativer. Den 17. september 2019 besluttede DAB’s bestyrelse at bakke op om den opfordring. Der vil løbende blive informeret om udvalget på DAB’s platforme.
Læs mere om Udvalg for Bæredygtighed, se eksempler på hvad du kan søge støtte til og find ansøgningsskema her: