Nu flytter beboerne snart ind i Egevænge
Tekst: Kenneth Wöhlisfelt Foto: Thomas Brolyng Steen
Der var lokale fra Ølstykke og folk fra Jægerspris, Frederikssund og Smørum. Der var unge og ældre. Interessen for at bo i det helt nye byggeri, Egevænge i Ølstykke, er stor. Det stod klart mandag, hvor DAB havde inviteret til udlejningsaften i selskabslokalerne i det smukke byggeri. Det er ikke helt færdigt, men det kunne de kommende beboere sagtens se bort fra.
- Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at bo her. Jeg synes, det bedste ved byggeriet er, at der er bygget en fin svalegang, der også kan bruges som en kæmpe altan. Og så er jeg vild med byggeriet. Det har jo næsten form som en hestesko, og har fine åbne fælles arealer, sagde Lisa Simonsen, da hun var på vej rundt for at kigge nærmere på byggeriet.
- Jeg kom en halv time før mødet, fordi jeg gerne ville gå og kigge lidt. Jeg har jo fulgt med i byggeriet, når jeg er kørt forbi med toget.
Væk fra byen
En ny børnefamilie, Casper Christiansen, Karoline Petersen og deres datter, Melordi, var også dukket op i Egevænge. De bor til daglig i Smørum, men vil gerne tættere på dagplejen og S-tog.
- Vi bor til leje et andet sted, men det er rigtig dyrt. Kan vi få en bolig her i dag, så kan vi spare et sted mellem 3.000 og 5.000 kroner om måneden, så det vil simpelthen betyde alt for os, siger Karoline Petersen og smiler. Den lille familie har bevidst valgt at gå efter en bolig væk fra byen.
- Jeg har altid boet udenfor byen. Jeg vil have luft omkring mig og her kan Melordi også løbe ud og lege, fortæller Karoline, inden hun skal til møde i selskabslokalerne.
Om Karoline og hendes familie så fik den bolig, de ønskede sig – det kan du se i videoen øverst i artiklen.