Formænd og næstformænd drøftede mulig sammenlægning

Sabawon Ghazi, næstformand i Ringsted Almene Boligselskab, i dialog med Rasmus Langskov (th), formand i Asminderød Boligselskab, og Thomas Toftegaard Marbjerg Jensen (tv), it-chef i DAB.
Tekst og foto: Johnny Gudmand
Da formænd og næstformænd fra 40 DAB-administrerede boligselskaber mødtes til et seminar over to dage i midten af januar, var temaet den mulige sammenlægning af DAB og Lejerbo. Stemningen på KolleKolle i Værløse var afslappet, hyggelig og præget af en enorm nysgerrighed. Flere var meget tydeligt mødt op med en forventning om at blive klogere på afsættet for sammenlægningen. Og det blev de.
DAB’s formand, Henrik Berg havde set meget frem til at få drøftet sammenlægningen, der skal ruste de to administrationsselskaber til fremtiden, med de mange formænd og næstformænd i DAB-regi. En fremtid, hvor administrationsselskaber møder større og større krav fra lovgiver, beboerdemokrati og beboere.
- Det er helt særligt og også et historisk skridt, som vi beder jer om at bakke op om. Formålet med årets seminar er, at I skal blive klogere på de tanker, bestyrelserne i DAB og Lejerbo har gjort sig om en ny, samlet organisation, sagde Henrik Berg og kom allerede meget tidligt med en opfordring til de fremmødte:
- Vi skal i fællesskab sikre, at de stemmeberettigede møder op til repræsentantskabsmødet for at bruge deres stemmer, som de nu har lyst. Det lægger vi ikke bånd på, men de skal komme. Det kræver absolut flertal, det vil sige 2/3 flertal, hvis det skal besluttes, og det kræver også, at 2/3 deltager.
Lejerbo var med
I år var Lejerbos landsformand, Gunnar Sørensen, den ene af Lejerbos to næstformænd, Anne Sakariassen, samt administrerende direktør Palle Adamsen med ved seminaret for at få indblik og deltage i de vigtige snakke om sammenlægningen.
Gunnar Sørensen, der har været med i Lejerbos hovedbestyrelse siden 1994, forklarede afsættet således:
- Når det nu lige præcis er DAB, vi i Lejerbo har kastet vores kærlighed på, så er det først og fremmest, fordi vi har mange værdier tilfælles. Vi vægter beboerdemokratiet og den lokale selvbestemmelse højt. Vi har begge to en fornuftig økonomi og lægger vægt på at have orden i penalhuset. Vi vil gerne behandle vores medarbejdere ordentligt, vi har højt til loftet, og så gør det ikke noget, at begge parter kan lide et godt grin. Derfor tror jeg på, at en sammenlægning er den rigtige løsning for de to administrationsselskaber. Jeg må understrege, at det er administrationsselskaberne, vi taler om at lægge sammen, sagde Gunnar Sørensen.
Der var en fin vekselvirkning mellem de to formænds oplæg, og Henrik Berg forklarede afsættet for en mulig sammenlægning således:
- Vi ser sammenlægningen som en fremtidssikring af begge administrationsselskaber. Opgaverne, vi står overfor, er mangfoldige. Hvis vi ikke gør noget, får vi problemer, så det er vores baggrund for at tænke i de her baner. Det er vigtigt, og det håber vi, at I også kan se.

Henrik Berg, formand i DAB, bød velkommen og forklarede blandt andet, hvordan en sammenlægning af DAB og Lejerbo handler om en fremtidssikring af begge administrationsselskaber.

Der var en god stemning ved seminaret, præget af en enorm nysgerrighed.

Gunnar Sørensen, landsformand i Lejerbo, fortalte, at DAB og Lejerbo har mange værdier tilfælles, blandt andet at begge administrationsselskaber vægter den lokale selvbestemmelse højt.

Ole Jacobsen, administrerende direktør i DAB, under en drøftelse med Peter Elmann, næstformand i Skælskør Boligselskab.

Deltagerne drøftede i to forskellige grupper fredag og lørdag blandt andet muligheder og opmærksomhedspunkter i en sammenlægning.

Anders Kristiansen, økonomidirektør i DAB, samlede lørdag morgen op på fredagens gruppedrøftelser og fortalte derudover om udviklingen i administrationshonoraret.
Sindssygt vigtigt
Både DAB’s og Lejerbos formand lagde meget vægt på at understrege, at det drejer sig om sammenlægning af to administrationsorganisationer – ikke af boligselskaber eller -afdelinger. Den pointe gentog DAB’s administrerende direktør:
- Der er ingen boligselskaber, der skal lægges sammen på grund af det her. Sørg nu for at berolige jeres ejendomsfunktionærer, når de tror, det betyder noget for deres dagligdag. Vi piller ikke ved deres arbejdspladser, sagde Ole Jacobsen, der også fremhævede nogle af fordelene, blandt andet:
- Vi vil få en størrelse, der gør, at vi på administrationsniveau kan dyrke nogle nye kompetencer op. Vi har nogle specialer, Lejerbo ikke har, og de har nogle specialer, vi ikke har. Vi har et fælles ønske om at blive dygtigere og bedre til at styrke det lokale beboerdemokrati, og det kan vi bedre sammen.
Samtidig vil en sammenlægning gøre det lettere at tilknytte og tiltrække medarbejdere.
- Det, der virker, er at have en sindssygt spændende arbejdsplads med et stærkt fagligt miljø, højt til loftet og masser af udviklingsmuligheder. En større samlet enhed på administrationsniveau kan give flere muligheder, end vi kan i dag, sagde den administrerende direktør.
De to bestyrelser blev meget tidligt i forløbet enige om, at ligeværd er et nøgleord i en mulig sammenlægningsproces.
- Der er tale om to store, dygtige administrationsselskaber. Der er ikke tale om, at den ene overtager den anden. Vi prøver af et godt hjerte at tage det bedste fra begge organisationer med ind på bordet, når vi beslutter, hvordan vi skal designe den ene og den anden proces og rammen for det nye, sagde Ole Jacobsen.
Medarbejder-fokus
Efter en morgensang lørdag stod økonomidirektør Anders Kristiansen for at samle op på de mange gode gruppedrøftelser, som de omkring 100 deltagere havde haft dagen forinden.
Listen var lang: der blev talt om større faglighed, en mere attraktiv arbejdsplads, en større stemme politisk, mere robusthed, demokratisk indflydelse. Og så var der flere spørgsmål og opmærksomhedspunkter, der blandt andet drejede sig om medarbejderne. Nogle mente, at den ligeværdige proces kræver meget af medarbejderne, i særdeleshed dem i administrationen. Andre mente, at nogle medarbejdere måske vil stoppe som følge af en sammenlagt organisation.
- Jeg tror ikke, at der indtil videre er nogen, som er stoppet som følge af det her, men det kan vi aldrig garantere. Der vil også være nogle, der faktisk fortsætter som følge af det her, fordi der kommer flere udviklingsmuligheder. Jeg er virkelig glad og stolt over, at der bliver talt så meget om medarbejderne, og at det fylder så meget. Det forsøger vi virkelig at være meget bevidste om. Vi prøver, så vidt det er muligt, at tage hånd om medarbejderne og har fokus på dem i processen, i alt hvad vi gør, sagde Anders Kristiansen.
Økonomidirektøren skulle også fortælle om udviklingen i administrationshonoraret, og her var meldingen klar: det kommer til at stige, men en sammenlægning kan gøre den stigning mindre.
- Hvis vi bliver sammenlagt, vil administrationshonoraret være lavere end det, vi kigger ind i selvstændigt. Det er tilfældet uden overhovedet at have foretaget én eneste effektivisering, og uden at vi regner de besparelser med, som vi formentlig kommer til at have, for eksempel på it. Der ligger et potentiale, sagde Anders Kristiansen.
Anders Kristiansen kunne derudover forsikre, at der ikke bliver ændret på ventelister i tilfælde af en sammenlægning.
- Ventelisterne kommer til at fungere på præcis samme måde, som I kender det i dag. Det her har ingen indflydelse. Der er ingen, der kan komme ind, fordi de har lang anciennitet i et andet boligselskab.
Vigtige vedtægter
DAB’s bestyrelse og Lejerbos hovedbestyrelse er blevet enige om forslag til vedtægter for en sammenlagt organisation, og dem skulle deltagerne drøfte i grupper lørdag formiddag efter at have hørt et oplæg af kvalitetschef Ulla Gregor. Hun fortalte blandt andet om en ny model for antallet af medlemmer i repræsentantskabet.
- Den model, de to bestyrelser har peget på, er: to medlemmer for de første 500 boliger og en for hver yderligere 200 boliger. Det giver den bedste balance mellem, hvad I har i dag, uanset om I sidder i DAB eller Lejerbo. Det kommende repræsentantskabsmøde i 2026 kommer dermed op på 469 stemmeberettigede mennesker. I dag har vi i DAB 272 stemmeberettigede. Man kan godt høre, at det bliver et noget større repræsentantskab, sagde kvalitetschefen, der senere konkluderede:
- Det her regnestykke gør, at der er nogle af de mindre boligselskaber, DAB administrerer, som faktisk får en stemme mere. Og så er der nogle af de administrerede boligselskaber, der får en stemme mindre. Det skal vi selvfølgelig nok informere tydeligt om. Det har været vigtigt at finde en balance. Det har været vigtigt at sikre, at der er retfærdighed i det i forhold til antal boliger og indflydelse.
Efter gruppedrøftelserne om vedtægter blev nogle af temaerne taget med videre ind i salen. Her blev der talt om bestyrelsens størrelse, udpegning af eksterne medlemmer til bestyrelsen, balance i forslaget til repræsentantskabs-model og det vigtige i, at formandskaberne gør en indsats for, at selskabernes stemmeberettigede deltager eller benytter muligheden for at stemme ved fuldmagt ved repræsentantskabsmødet.

Ulla Gregor, kvalitetschef i DAB, holdt oplæg om de vedtægter for en samlet organisation, som DAB’s bestyrelse og Lejerbos hovedbestyrelse er blevet enige om.

Camilla Hegnsborg, næstformand i DAB, var en af dem, der tog ordet ved seminaret

Dorit Høeberg Nielsen, næstformand i Bolig Syd Vest, Jørgen Lyak, næstformand i Ledøje-Smørum almennyttige Boligselskab, og Randi Rosbjørn, næstformand i Solrød Boligselskab.
Et kort indblik
Som et af de sidste punkter på dagsordenen gav Ole Jacobsen et indblik i de administrative processer, der er i gang i DAB og Lejerbo. Processer, der respekterer og afventer den politiske proces, samtidig med at der bliver gjort alle de forberedelser, der lader sig gøre nu – efter at have fået mandat til det af de to bestyrelser. Det har været vigtigt at gå i gang med forberedelserne, selv inden beslutningen er truffet.
- På side 1 i lærebøger om sammenlægninger står der, at man skal skabe tryghed og sikkerhed for medarbejderne. Det har været en ledestjerne i det forberedende arbejde, som vi har gjort. Det har også været en ledestjerne at skabe tryghed og sikkerhed for jer. Skabe tryghed og sikkerhed for de ansatte på ejendomskontorerne. Det er derfor, at I i går hørte os sige flere gange, og jeg gentager det nu: vi rører i udgangspunktet, når sammenlægningen er besluttet, ikke ved de medarbejdere, der betjener jer direkte i dagligdagen i DAB. Og vi rører i sagens natur ikke ved ejendomskontorerne, det kan vi ikke, den ligger hos jer under alle omstændigheder, fastslog Ole Jacobsen
Herefter stod den på oplæg ved politisk analytiker Ask Rostrup, før det var tid til en kort frokost, inden deltagerne kunne vende hjem, klogere på sammenlægning og medbringende en vigtig opgave: at være med til at sikre, at så mange som muligt fra repræsentantskabet møder op til mødet den 6. maj.
Se flere fotos ved at klikke på billedet nedenfor.
