Ejendomsmester fik idé til fællesspisning
Beboerne i Murergården på Nørrebro i København kan godt begynde at glæde sig. Deres ejendomsmester og boligsociale vicevært, Lone Dahlstrøm, er nemlig på vej med et forslag til dem: Vi skal spise sammen! Ideen til arrangementet fik hun på DAB’s frivilligdag på Sørup Herregård i Næstved i slutningen af oktober.
- Jeg fik ideen, da vi sad i en workshop, hvor vi talte om, hvordan man fik omsat gode ideer til praksis, siger hun.
I Murergården er der mange aktiviteter og beboerne kender hinanden rigtig godt, derfor passer ideen om fællesspisning fint ind i de øvrige tilbud.
Positive erfaringer
- Jeg tror, at det giver et bedre sammenhold, når man kender hinanden i opgangen. Det gør også mit arbejde lettere, hvis vi ikke har så mange konflikter og ingen hakker på hinanden, siger Lone Dahlstrøm. Ejendomsmesteren fra Nørrebro glæder sig over initiativet til frivilligdagen.
- Det var sjovt og spændende at møde så mange forskellige mennesker. Der var nogle inspirerende foredrag og oplæg. Jeg var meget glad for at høre om de mange positive erfaringer ude fra boligorganisationen Samvirke i Lyngby, hvor de meget bevidst i ti år har valgt at have beboerne som 1. prioritet i alt, hvad de gør.