Boligafdeling i Ølstykke trak 800 til åbent hus
Foto: Mia Schmidt
Syv medarbejdere fra DAB stod klar til at tage imod, da Ølstykke almennyttige Boligselskab holdt åbent hus i den snart færdigbyggede afdeling, Rådhusvænge, lørdag den 20. og søndag den 21. januar. Og arrangementet blev et tilløbsstykke med over 800 besøgende.
De mange fremmødte kunne nyde en kop hygge i form af friskbrygget kaffe og andre varme drikke, mens de ventede på at blive skrevet på ventelisten eller komme ind at se de tre forskellige prøveboliger, hvoraf den ene var møbleret.
Rådhusvænge kommer til at bestå af 88 boliger til både enlige, familier med børn og familier uden børn. Derudover bygges der boliger til ældre, og en bygning bliver indrettet til seniorbofællesskab. Boligerne er efter planen klar til indflytning i august 2018.