Blå himmel og blå skjorter i Lundtofteparken
Foto: Ulla Hansen
Vejret viste sig fra sin bedste side, da beboere i Lundtofteparken den 15. oktober fik mulighed for at møde det lokale politi ved deres mobile enhed på butikstorvet. Det forebyggende arbejde med nærhed, tryghed og godt naboskab har i mange år været i fokus i Lundtofteparken, Boligorganisationen SAMVIRKE i Lyngby. Og det virker.
- Lundtofteparken er et godt og trygt sted at bo, hvor beboerne hjælper og holder øje med hinanden, fortæller ejendomsleder Frank Starck-Sabroe.
Næsten hver uge i mange år har der været tryghedsvandringer i området. Her deltager frivillige beboere og SSP. Derudover tager politiet, SSP og de frivillige en tryghedsvandring én gang om måneden.
- Regeringen har haft et udspil med mere synligt politi i nærområderne. Vi har i Lundtofteparken sammen med politiet sat ekstra ind i det forebyggende arbejde. Derfor har vi nu dage, hvor beboerne kan møde politiet i området. Her kan de tale om løst og fast, forklarer Frank Starck-Sabroe.
At politiet vil være med til at lægge endnu flere timer i det forebyggende arbejde betyder meget for ejendomslederen.
- Vi forventer, at det vil styrke det boligsociale og forebyggende arbejde i vores område, at betjentene, ud over alt det de gør i forvejen, nu også kommer på faste dage, hvor beboerne kan tale med dem. Det er vigtigt for det gode naboskab med tryghed og nærhed, siger ejendomslederen.
Beboere, politikere og betjente mødes derudover hvert år til et arrangement med fodbold som omdrejningspunktet. Her stiller de sig til rådighed og tager gerne en dialog. Læs mere om det her.