Beboerdemokratiet i DAB har talt: Ja til sammenlægning

Der var 400 beboerdemokrater med til årets repræsentantskabsmøde og garantforsamling.
Tekst og foto: Julie Grothen og Johnny Gudmand
Tirsdag den 6. maj blev DAB’s årlige repræsentantskabsmøde og garantforsamling afholdt. I år var 400 beboerdemokrater mødt op, og der var ét punkt på dagsordenen, som tog det meste af opmærksomheden.
De mange fremmødte skulle nemlig tage stilling til bestyrelsens forslag om at sammenlægge DAB og Lejerbo. Og det blev vedtaget med et stort flertal.
Der var 255 stemmeberettigede til stede på repræsentantskabsmødet, og 88,14 procent stemte ja til sammenlægningen. På garantforsamlingen stemte 85,86 procent ja til forslaget og dermed en nedlæggelse af garantiselskabet.
- Vi glæder os over den store opbakning. En sammenlægning af DAB og Lejerbo er med til at fremtidssikre vores organisationer, og nu håber vi på, at beboerdemokraterne i Lejerbo stemmer JA på deres møde den 19. maj, siger Ole Jacobsen, administrerende direktør i DAB.




En god start på mødet
Repræsentantskabsmøde og garantforsamling fandt sted på Radisson Blu på Amager, hvor mange af deltagerne som vanligt mødte op i god tid. Der var mulighed for at hilse på kendte ansigter, besøge de opstillede stande og ikke mindst få lidt kaffe og kage før mødestart.
Beboerdemokraterne kunne ved standene møde DAB’ere fra Aktive fællesskaber, Landskab og Driftssupport, som hver især fortalte om nogle af de måder, som boligselskaber og -afdelinger kan drage nytte af deres ekspertviden og rådgivning. Også HR havde en stand, som fokuserede på arbejdsmiljø, den gode arbejdsplads og uddannelse af medarbejdere, der er et af de temaer, som har været i højsædet i DAB de seneste år.
Klokken 17 gik repræsentantskabsmødet i gang, og formand Henrik Berg bød velkommen til den store forsamling.
- Det er en lidt særlig dag i dag. Repræsentantskabsmødet er den øverste myndighed i DAB, og det er hvert år et højdepunkt for mig og for organisationen, at I er så mange repræsentanter, der møder op og engagerer jer. Det håber og tror jeg, at I vil blive ved med, også hvis vi som organisation går nye veje, lød det fra Henrik Berg.




Fokus på store renoveringer
I formandens mundtlige beretning gjorde han rede for det forgangne år og de indsatser, som DAB særligt har haft fokus på – foruden forslaget om sammenlægningen.
Store renoveringssager var et af de vigtige punkter, for i de kommende år er der store renoveringssager i mere end halvdelen af de boligselskaber, som DAB administrerer - og i nogle selskaber er der flere sager i gang.
- Det er ikke bare synligt i form af stilladser, afdækning og håndværkere i afdelingerne, det er i høj grad også synligt i økonomien for både boligselskaberne og DAB. I bestyrelsen har vi haft flere temadrøftelser om de store renoveringssager, og vi har fået det belyst fra flere sider, for det er komplekse sager, fortalte Henrik Berg.
DAB har som følge af drøftelserne blandt andet indført en ny byggeadministrationsaftale og har skærpet fokus på en kostægte og gennemsigtig prisberegning og på den rette forventningsafstemning.




God debat om sammenlægning
Da det blev tid til at tage stilling til en sammenlægning mellem DAB og Lejerbo, motiverede Henrik Berg forslaget.Det handler om at fremtidssikre vores administrationsorganisation, så den også om fem og ti år er en velfungerende organisation, der kan levere den service, som vi efterspørger, til en konkurrencedygtig pris, indledte Henrik Berg.
Han kaldte forslaget rettidig omhu i en verden, hvor kravene til administrationsselskaber på flere områder er øget.
- Der er derfor brug for, at vi tænker langsigtet og strategisk, og der er frem for alt brug for, at vi bliver flere skuldre til at bære de basisomkostninger, som vi har, uanset hvor mange boligselskaber, vi har administrationsaftaler med, sagde Henrik Berg, der forklarede, hvorfor Lejerbo og DAB er et godt match.
- Vi kommer med det samme udgangspunkt, nemlig en dyb, dyb respekt for det lokale beboerdemokrati, lød det fra Henrik Berg.




Efter formandens motivering blev ordet givet frit, og mange beboerdemokrater havde spørgsmål og kommentarer til forslaget om sammenlægning. Der blev talt om alt lige fra, hvilke værdier de to administrationsselskaber har til fælles, til administration af ventelister, administrationshonorar, serviceniveau og flere kompetencer – og flere deltagere understregede ønsket om at passe på medarbejderne i processen.
Før den skriftlige afstemning fik DAB’s næstformand Camilla Hegnsborg ordet og forklarede, hvorfor hun synes sammenlægningen er en god idé.
- Det handler om at forene vores kræfter for beboernes skyld, for fællesskabets skyld, for at skabe den bedste arbejdsplads og for at sikre at vores almene boligsektor med os i spidsen fortsat er et stærkt og relevant tilbud i fremtidens Danmark, sagde Camilla Hegnsborg.
Hvis forslaget om en sammenlægning bliver vedtaget på Lejerbos repræsentantskabsmøde den 19. maj, vil den nye administrationsorganisation være en realitet fra 1. juni 2025.
Klik på billedet nederst for at se flere fotos.
